Jobpatruljen tjekker de unges arbejdsforhold

Jobpatruljen. Pressefoto
Jobpatruljen. Pressefoto
30. juni 2023 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Fredag i den kommende uge er unge fra fagbevægelsens Jobpatrulje rundt i Sønderborg og omegn for at tjekke løn- og arbejdsforhold for unge i fritids- og feriejob.

”Jobpatruljens opgave er først og fremmest at oplyse fritidsjobberne om deres rettigheder. Dem er der nemlig alt for mange unge, der slet ikke kender, og så kan man for let komme til at gå med til noget, som egentlig ikke er i orden”, fortæller Kristina Friedrichsen, der er ungdomskonsulent i HK Sydjylland og koordinator for Jobpatruljen i Sydjylland.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nogle af de brud på rettighederne, Jobpatruljen ofte støder på, er når mindreårige står alene i butik, løfter for tungt eller selv skal finde vikarer ved sygdom.

”For mange af de unge mennesker er det deres allerførste møde med arbejdsmarkedet. Vi har et fælles ansvar for, at det bliver en god oplevelse, og det er heldigvis også den holdning, langt de fleste arbejdsgivere har”, siger Kristina Friedrichsen i en pressemeddelelse.

Jobpatruljen består af frivillige unge aktivister fra Syd- og Sønderjylland. Den varetages af fagforeningerne 3F og HK med støtte fra en bred række af fagforeninger under Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Artiklen fortsætter under annoncen

Målet er primært oplysning, men når aktivisterne opdager overtrædelser, indberetter de dem naturligvis til rette myndighed.