Juridisk brevkasse: Advokathuset Muurholm svarer på læser-spørgsmål om advokatforbehold ved hushandel

27. maj 2021 Samfund Skrevet af: Redaktion

Kære Brevkasse,

Min kæreste og jeg har været sammen i 2 år, og vil gerne flytte sammen. Vi kigger derfor på hus. Vi har fra venner hørt, at det kan være en god idé at lade en advokat gennemgå købsaftalen – hvad er fordelen ved det?

Er der andet en advokat kan hjælpe os med nu vi flytter sammen?

Med venlig hilsen

Iben

Kære Iben,

Tak for dit spørgsmål.

Jeg vil – ligesom jeres venner – også anbefale, at I får gennemgået købsaftalen af en advokat, som beskæftiger sig med køb/salg af fast ejendom.

Artiklen fortsætter under annoncen

I bør derfor bede ejendomsmægleren om, at der i købsaftalen indsættes et advokat-forbehold. Det betyder, at selvom I skriver under på købsaftalen, er aftalen først endelig, og dermed bindende for jer, når jeres advokat har godkendt handlen i sin helhed.

Jeres advokat vil gennemgå købsaftalen og de enkelte vilkår samt samtlige dokumenter, herunder en eventuel tilstandsrapport og elinstallationsrapport, servitutter, ejendomsdatarapport, BBR, mv. og vurdere, om der er forhold i aftalen eller dokumenterne, der kræver nærmere undersøgelse, og rådgive jer om, hvilke forhold I bør være opmærksomme på. Sammen med jeres advokat kan I således klarlægge om købsaftalen og de underliggende bilag er som forventet af jer, eller om noget skal justeres før I kan indgå aftalen endeligt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Er købsaftalen betinget af jeres advokats godkendelse, medfører det samtidigt, at I kan træde tilbage fra aftalen uden at skulle betale en godtgørelse til sælger, såfremt advokaten ikke godkender aftalen. Advokaten skal ikke nærmere begrunde baggrunden for, at handlen ikke kan godkendes. Et advokatforbehold fungerer derfor i princippet som en fortrydelsesret, hvor I dog ikke skal betale en godtgørelse på 1 % af købesummen, som den almindelige fortrydelsesret på 6 hverdage tilsiger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Du skriver, at I flytter sammen, og jeg kan forstå, at I ikke er gift. Det vil derfor i forbindelse med jeres møde ved advokaten være relevant at tale om at sikre hinanden ved testamente. Så længe I er samlevende er der ingen automatisk arveret mellem jer, og det kan være problematisk, når I ejer huset sammen.

Når I køber hus sammen, kan det også være relevant at oprette en samejeoverenskomst med bestemmelser om de interne aftaler mellem jer, herunder hvad der skal ske med huset, såfremt I går fra hinanden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg håber, at ovenstående har besvaret dit spørgsmål, og jeg ønsker jer held og lykke med huskøbet.

Med venlig hilsen
Advokathuset Muurholm

Hvis du vil læse tidligere spørgsmål fra SønderborgNYTs læsere – og læse advokatens svar og gode råd – så finder du tidligere spørgsmål og svar her.

Har du et spørgsmål til advokaten?
Så send det til Advokathuset Muurholm på [email protected] eller pr. brev til Advokathuset Muurholm, Kongevej 58 i Sønderborg eller ring på tlf. 74 43 03 09.

Artiklen fortsætter under annoncen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Advokathuset Muurholm

4. juni 2026 Uddannelse, Sydals

Elever fra Hørup fejrede Grundloven med stor fest

4. juni 2026 Uddannelse

Der var både rap, teater, sang og quiz på programmet, da eleverne på mellemtrinnet på Hørup Centralskole fejrede årets Grundlovsfest og viste, hvad de havde arbejdet med i ugerne op til. Eleverne havde sat sig ind i Grundloven og dens betydning, og på selve festdagen stod klasserne selv for forskellige indslag. Nogle elever tog også […]

Læs mere...