Juridisk brevkasse: Advokathuset Muurholm svarer på læser-spørgsmål om samejeoverenskomst

Advokathuset Muurholm (arkivfoto)
Advokathuset Muurholm (arkivfoto)
4. februar 2024 Samfund Skrevet af: Redaktion

Hej Brevkasse,

Min kæreste og jeg har købt et hus sammen. Jeg har en opsparing på 200.000 kr., som jeg bruger i forbindelse med huskøbet. Jeg har hørt, at det er muligt at jeg kan sikre mig pengene, såfremt vi går fra hinanden, og huset enten skal sælges eller overtages af en af os. Men hvordan gør man det?

Hilsen Jeanette

Kære Jeanette. Tak for dit spørgsmål.

Det er meget vigtigt, at der gøres nogle overvejelser, hvis en af parterne i et samlivsforhold skyder en stor sum penge i et huskøb, hvor begge parter skal eje halvdelen hver. Det skyldes, at i tilfælde af et salg af ejendommen, da vil friværdien skulle deles ligeligt.

Artiklen fortsætter under annoncen

I jeres tilfælde vil det være relevant, at der oprettes en såkaldt samejeoverenskomst. Heri vil der først og fremmest forholdes til, at du har indskudt kontant kr. 200.000 i jeres ejendom, og at du i tilfælde af samlivsophør vil være berettiget til at få beløbet igen – selvfølgelig forudsat, at friværdien er i behold i ejendommen.

Derudover kan samejeoverenskomsten regulere ejerskabet mellem jer i øvrigt, herunder kan I f.eks. beslutte en opgavefordeling for ejendommens vedligehold, afholdelse af udgifter ved ejendommen, om ejendommen kan pantsættes af jer hver især og derudover kan det reguleres, hvordan I forholder jer, såfremt én eller flere af jer ønsker at træde ud af samejet, og sælge sin andel – altså i tilfælde af, at I går fra hinanden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er en mulighed, at I bestemmer jer for, at én af jer har fortrinsret til at købe ejendommen, såfremt I går fra hinanden. I tilknytning til oprettelse af samejeoverenskomsten vil jeg også anbefale dig, at du sørger for, at der oprettes et gældsbrev, hvori din samlever erklærer, at han skylder dig kr. 100.000 (halvdelen af dit indskud). Det kan gøres rente- og afdragsfrit.

Derved er du ekstra sikret for, at du kan modtage dit fulde indskud, såfremt I ophæver jeres samliv, idet gældsforholdet vil bestå, uanset om I er samlevende eller ej.

Artiklen fortsætter under annoncen

I skal være opmærksomme på, at såfremt I på et tidspunkt gifter jer, da vil samejeoverenskomsten bortfalde. Den skal i det tilfælde erstattes af en ægtepagt, som tinglyses i personbogen. Heri kan du også sikre dig, at dit indskud i ejendommen skal være dit særeje, og dermed holdes uden for deling i tilfælde af skilsmisse.

Jeg vil råde dig til at søge bistand hos en advokat, som beskæftiger sig med familiesager, således ovennævnte dokumenter bliver oprettet korrekt.

Med venlig hilsen

Artiklen fortsætter under annoncen

Advokathuset Muurholm

Hvis du vil læse tidligere spørgsmål fra SønderborgNYTs læsere – og læse advokatens svar og gode råd – så finder du tidligere spørgsmål og svar her.

Har du et spørgsmål til advokaten? Så send det til Advokathuset Muurholm på [email protected] eller pr. brev til Advokathuset Muurholm, Kongevej 58 i Sønderborg eller ring på tlf. 74 43 03 09.

Artiklen fortsætter under annoncen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Advokathuset Muurholm.

28. april 2024 Kultur, Sønderborg

Igen en helt fantastisk velspillet folkBALTICA-koncert

28. april 2024 Kultur

Lørdag aften blev der spillet masser af folkmusik ved folkBALTICAs udsolgte åbningskoncert i Alsion og flere af tilskuerne nævnte, at de unge musikere på scenen gjorde det helt fantastisk – ikke mindst de unge kvinder, som trådte frem og sang. Albin Paulus, Årets huskunstner, fik også vist, hvor godt han mestrede sine usædvanlige instrumenter. Inden […]

Læs mere...