Juridisk brevkasse: Advokathuset Muurholm svarer på læser-spørgsmål om ugifte samlevendes arveret

15. juli 2021 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Kære Brevkasse,

Min kæreste og jeg har været sammen ca. 5 år. Vi bor sammen i hans hus, som han overtog i forbindelse med sin skilsmisse.

Vi har ingen fælles børn endnu, men min kæreste har en søn på 7 år, som er hos os hver anden weekend.

Jeg har flere gange snakket med min kæreste om, at vi bør sikre hinanden. Han mener dog ikke, at det er nødvendigt at oprette et testamente, når vi har boet sammen i mere end 2 år.

Jeg vil gerne spørge om vi skal oprette et testamente, hvis vi ønsker at sikre hinanden?

Artiklen fortsætter under annoncen

Hilsen Lise

Kære Lise

Tak for dit meget relevante spørgsmål.

Det korte svar er JA, I skal oprette et testamente for at sikre hinanden.

Som ugifte samlevende arver I ikke automatisk hinanden, da der ikke består en legal arveret mellem ugifte samlevende. Det gælder uanset hvor mange år I har levet sammen, og uanset om I på et tidspunkt får fælles børn.

Din kærestes søn er hans livsarving, og han har arveret efter din kæreste. Det betyder, at din kærestes søn vil arve alt efter ham, medmindre der oprettes et testamente med dig som begunstiget, eller at I gifter jer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Som ugifte samlevende har I mulighed for at oprette et såkaldt udvidet samlevertestamente, hvor I kan bestemme, at I skal arve hinanden. I kan opnå arveret næsten, som var I ægtefæller, dvs. at I kan testamentere 7/8 til hinanden.

Det udvidede samlevertestamente er dog kun gyldigt, hvis I på tidspunktet for førstafdødes død lever sammen på fælles bopæl, og i venter eller har fælles børn, eller har haft fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år forud for dødsfaldet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Netop samlevertestamentets krav om 2 års forudgående samliv forveksles ofte med, at der opstår automatisk arveret mellem ugifte samlevende, når de har levet sammen i 2 år. Det er dog ikke tilfældet.

Når man som ugifte samlevende har levet sammen i 2 år, bliver man dog automatisk i de fleste tilfælde hinandens nærmeste pårørende til forsikrings – og pensionsudbetalinger. Det er derfor også vigtigt at få gennemgået den del med jævne mellemrum ved jeres pensions- og forsikringsselskab.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg vil anbefale jer at søge bistand hos en advokat, som kan hjælpe jer med at sikre hinanden arveretligt, men også med eventuelle begunstigelser på pensions- og forsikringsrettigheder.

Jeg håber, at ovenstående har besvaret dine spørgsmål.

Med venlig hilsen
Advokathuset Muurholm

Hvis du vil læse tidligere spørgsmål fra SønderborgNYTs læsere – og læse advokatens svar og gode råd – så finder du tidligere spørgsmål og svar her.

Artiklen fortsætter under annoncen

Har du et spørgsmål til advokaten?
Så send det til Advokathuset Muurholm på [email protected] eller pr. brev til Advokathuset Muurholm, Kongevej 58 i Sønderborg eller ring på tlf. 74 43 03 09.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Advokathuset Muurholm.