Jesper Højmark Esbensen, næstformand i Sønderborg Konservative Vælgerforening, skriver:
Læserindlæg: Vores smukke strandpromenade har igen lidt under en storm og er blevet ødelagt, selvom den flere gange er blevet repareret og forstærket. På nuværende tidspunkt er den bygget med en særlig belægning, der kan “limes” sammen, og nogle steder bliver den yderligere sikret med plader, når stormene nærmer sig. Men det er desværre ikke nok til at modstå de voldsomme kræfter fra naturen.
Det er både dyrt og trist at se strandpromenaden blive ødelagt gang på gang. Derfor er det værd at overveje, om der findes en mere holdbar løsning – og måske kan vi samtidig gøre noget godt for naturen.
Tidligere har fiskerne fjernet mange sten fra havbunden, fordi stenene ødelagde deres net. Det havde dog en utilsigtet konsekvens: Mange fisk og skaldyr mistede de stenfyldte områder, hvor de kunne skjule sig og yngle. I dag forsøger man at rette op på dette ved at genskabe stenrev, som kan fungere som nye levesteder for livet under havoverfladen.
Men stenrev kan også have en anden fordel. De kan hjælpe med at beskytte kysten. Når en storm sender bølgerne mod kysten, rammer de med enorm kraft og kan ødelægge alt på deres vej. Hvis vi kunne tage noget af energien ud af bølgerne, inden de når kysten, ville vi kunne reducere skaderne betydeligt.
Bølger er ikke kun en bevægelse på overfladen; de er som en dyb rulle, der strækker sig langt ned i vandet. Derfor kan et velplaceret stenrev foran strandpromenaden være en mulig løsning. Revet vil kunne bryde bølgerne og tage noget af deres energi, inden de rammer kysten. Samtidig vil stenrevet skabe et hjem for fisk, skaldyr og andre havdyr, hvilket vil hjælpe med at genoprette noget af den tabte biodiversitet i området.
En af fordelene ved et stenrev er, at det normalt ikke kan ses fra land. Måske vil der kun være en enkelt bøje, der markerer det for skibe, så de ikke sejler for tæt på. På den måde kan vi beskytte vores kyst uden at ødelægge udsigten.
Selvfølgelig kræver denne idé en grundig undersøgelse og professionel rådgivning, før den kan realiseres. Eksperter skal vurdere, hvor revet skal placeres, og hvordan det kan designes for at opnå den bedste effekt. Men tanken er, at vi måske kan finde en løsning, der både beskytter vores kyster og gavner naturen.
Måske kan denne idé også bruges andre steder omkring Als, hvor kysten står over for lignende udfordringer.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].