Det nystiftede højrefløjsparti, Nye Borgerlige, har ifølge partiformand Pernille Vermund samlet underskrifter nok til at stille op til et folketingsvalg. Også hvis det kommer i løbet af efteråret.
Pernille Vermund siger ifølge BT, at Social- og Indenrigsministeriet bliver ved med at udskyde den endelige optælling af underskrifter og give grønt lys.
I Sønderborg er Karsten Höyer Grau Nye Borgerliges mand i byrådet. Ifølge ham selv har flere partimedlemmer foreslået at hans navn kommer på den næste valgliste til folketingsvalg.
“Og jeg har endnu ikke besluttet mig for, om jeg stiller op”, siger Karsten Höyer Grau til SønderborgNYT.
Nye Borgerlige vil – ligesom Liberal Alliance – af med topskatten og partiet mener, at adgang til offentlige ydelser skal følge med statsborgerskabet og så skal Danmark ud af EU.
“EU står jo i vejen for den udlændingepolitik, som flere folkevalgte gik og går til valg på”, siger Nye Borgerliges formand til BT.