Hvordan bliver en regnbue til? Hvordan laver man sæbebobler? Hvordan fungerer lyd og bølger? Det får børn og voksne svar på, når Katrine Bille og Sønderjyllands Symfoniorkester inviterer til sjov familiekoncert fredag d. 26. september 2025 i Alsion.
Katrine Bille er en af landets mest elskede børneformidlere. Mange kender hende fra DR Ramasjangs ‘Lille Nørd’ og ‘Luk op, luk i’. I 2024 blev hun kåret til ‘Årets Børnekulturpersonlighed’, og senest har hun begejstret børn og familier på TV 2 med ‘Katrine Undersøger’, hvor musik og naturvidenskab smelter sammen.
Nu tager hun universet fra tv med på scenen, når sangene får nyt liv i en storslået udgave med Sønderjyllands Symfoniorkester. Med over 60 musikere under Susanne Vibæk Svanekiers ledelse og med Nikolaj Bøgelunds specialarrangementer sætter symfoniorkestret lyd til naturens kræfter – fra ild og vind til sten og lydbølger – og forvandler dem til en magisk koncertoplevelse.
”I en digital tid, hvor de fleste er vant til, at musik kommer ud af en computer eller højtaler, får børnene lov til at opleve bruset fra musikken helt tæt på, så det kan mærkes i hele kroppen. Det er virkelig magisk”, siger Katrine Bille til SønderborgNYT.
Ifølge Katrine Bille kan naturvidenskab være svær at formidle, fordi der ikke findes en oplagt rækkefølge at begynde fra – som med alfabetet eller talrækken. Men gennem musik og leg gør hun det enkelt og sjovt at gå på opdagelse i videnskaben:
”Jeg elsker, når børn har det så skægt, at de slet ikke opdager, at de lærer noget undervejs – for det kan tænde en nysgerrighed for verden, de kan bygge videre på, så de måske bliver til små genier en dag”, fortæller Katrine Bille.
Og hvis man tror, at symfoni betyder lange sekvenser, hvor publikum sidder stille på stolen, kan man godt tro om igen. Her er skal børnene være med hele vejen:
”Det skal være sjovt fra start til slut – børnene skal op af stolene, danse med og svare på spørgsmål. Og der findes ikke kun ét korrekt svar. Det vigtigste er, at børnene tænker og svarer selv – for måske har de selv løsningen, og så er vi allerede i gang med at lave små videnskabsmennesker”.
Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden, som ønsker at vække interessen for naturvidenskab hos børn fra en tidlig alder og Katrine Bille håber, at oplevelsen kan inspirere børnene til at gå hjem og opdage mere:
”Jeg håber, at koncerten vækker deres nysgerrighed. Enten for musikken, og ellers for naturvidenskaben, som jeg håber, at de får lyst til at gå hjem og lege videre med. Måske vil de hjem og prøve at lave deres egne sæbebobler, eller blæse noget omkuld med hjemmelavet blæst?”.
Det er ikke første gang, hun deler scene med Sønderjyllands Symfoniorkester og Susanne Vibæk Svanekier – de stod også sammen bag jule-familiekoncerterne i 2022.
”De er nogle af landets dygtigste musikere, men det er samtidig et orkester i en størrelse, hvor man kan sludre sammen i pausen og have det rart. Der er en særlig stemning af, at alle elsker det, de laver – og det kan publikum mærke”, fortæller Katrine Bille.
Koncerten er for hele familien, men henvender sig især til børn i alderen 3–10 år. Den finder sted i Alsion fredag den 26. september klokken 17:00 og du kan læse mere om arrangementet og finde billetter på Sønderjyllands Symfoniorkesters hjemmeside.






















