KGGO har fået en aftale med energiselskabet OK

29. marts 2019 Gråsten Skrevet af: Ole Kæhler

En ny sponsoraftale med energiselskabet OK gør det muligt for lokale at støtte foreningen ’Kørestolsbruger og gangbesværede i Gråsten og omegn’, KGGO, hver gang der tankes – helt uden at det koster ekstra.

Pengene skal bruges til at sikre, at kørestolsbrugerne lettere kan komme på ture.

Svend Schütt husker første tur

En håndfuld ældre i kørestol venter på, at bussen skal komme og samle dem op.

Det er tirsdag den 11. april 2017, og de sidder derhjemme i Gråsten og omegn sammen en flok frivillige hjælpere, fordi de skal på indkøb.

Artiklen fortsætter under annoncen

’Kørestolsbruger og gangbesværede i Gråsten og omegn’, KGGO, som for første gang denne dag havde arrangeret ”Ældre i kørestol på indkøb”. Ideen til aktiviteten opstod hos formand Svend Schütt, fordi kørestolsbrugere ikke kunne komme med på lignende ture hos en anden forening.

Men indkøbsture er langt fra det eneste, som KGGO arrangerer.

Altid klar til nye ting

”Vi finder på noget nyt hele tiden. Det sker, når behovet dukker op. Nogle ville gerne spille dart, hvilket kniber lidt, når man er kørestolsbruger. Men vi fandt ud af, hvordan det kunne lade sig gøre at spille, vi fik bygget et mobilt dartboard hvor dartskiven i et snuptag kan flyttes i den rigtige højde. Vi har også oprettet kurser, hvor man kan lære at blive en god trafikant på sin el-scooter”, fortæller Svend Schütt.

Artiklen fortsætter under annoncen

De mange projekter koster.

Derfor glæder formanden sig over, at foreningen har underskrevet en ny sponsoraftale med energiselskabet OK.

”Vi gør rigtig meget for selv at tjene penge til KGGO, men vi har en virkelig stor drøm, som er dyr. Heldigvis er den kommet tættere på at gå i opfyldelse med den nye aftale. OK kan nemlig hjælpe os med at samle penge sammen til en bus med lift, sådan vi kan komme på flere fællesture,” siger Svend Schütt i en pressemeddelelse.

Sådan støttes foreningen

Artiklen fortsætter under annoncen

Aftalen er simpel. Man kan støtte foreningen med 5 øre for hver liter, der tankes hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og energiselskabets forhandlere, som betaler støtten.

Man skal bare huske at melde sit OK Benzinkort til KGGO’s sponsoraftale, så gives støtten uanset, om betalingen sker med benzinkortet, betalingskort eller i Tank & Betal-appen eller du ringer til ok på 70 10 30 33

Foreningen får 5 øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Og yderligere 5 øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man støtte indsamlingen til blandt andet en bus og andre aktiviteter for ældre i kørestol med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter brændstof.

Artiklen fortsætter under annoncen

Svend Schütt ved, at det tager lang tid at spare sammen til en bus, men håber, at der er bred opbakning i lokalsamfundet til at støtte projektet.

”Det vil betyde rigtig meget for kørestolsbrugerne at have vores egen bus, fordi det vil give mange flere muligheder for at komme ud og opleve en masse. Det meste kan faktisk lade sig gøre, selvom man sidder i kørestol. Det handler bare om viljen til at prøve det af”, siger han og henviser til, at KGGO også holder kørestolsringridning.

Artiklen fortsætter under annoncen

KGGOs sponsornummer hos OK er 782114

Læs også HER