Kirkens Korshær får hjælp til julen fra Bilka

15. december 2021 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Hvert år til jul dækkes bordet med steg, sovs og kartofler, mens gaverne venter under træet. Sådan ser julen ud i mange danske hjem. Men for nogle vokser bekymringerne, som julen nærmer sig. For med indkøb af gaver, mad og pynt er julen en dyr og svær tid for dem, hvor pengene er små.

Derfor donerer Bilka i Sønderborg overskudsmad- og varer op til jul til udsatte borgere og værdigt trængende gennem Kirkens Korshær. Donationerne er med til at sprede juleglæden hos mennesker, der er i sårbare livssituationer, og hvor pengene er små, skriver Bilka i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kirkens Korshær i Sønderborg oplever en øget travlhed i juledagene, og de bruger donationerne til at skabe en god stemning for deres brugere, da julen kan være en svær tid for dem.

”Vi er meget glade for donationen fra Bilka. Det er simpelthen fantastisk at kunne give det videre til vores besøgende, for vi ved, hvor meget det betyder for dem. Vi oplever, at dem der kommer hos os generelt, er mere ensomme i højtiderne, og særligt julen, så de har virkelig brug for lidt ekstra omsorg. At vi kan give dem en pose slik med hjem eller tilbyde dem et stykke steg, det gør, at de oplever, at nogen tænker på dem”, siger Pia Skov Christensen, der er afdelingsleder Kirkens Korshær.