Klimaministeren skal se teknologi der får fremtidens elbiler til at rulle

20. maj 2021 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen besøger i dag, torsdag, Danfoss for blandt andet at se udviklingen af teknologi til fremtidens grønne biler.

Ifølge Klimarådet skal Danmarks bilpark bestå af 1,5 millioner elbiler i 2030. Det vil ifølge Klimarådet spare atmosfæren for 2,2 millioner ton CO2 årligt i 2030.

Elbil-delen af Danfoss er de seneste år blevet en teknologisk frontløber inden for power moduler til bl.a. bilindustrien og industrielle applikationer. Allerede i dag leverer Danfoss powermoduler til alt fra traktorer og færger over personbiler til fremtidens elektriske SUV’er og pickups, skriver Danfoss i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Elbiler er en central del af fremtidens transport og morgendagens energiløsninger. Når en virksomhed som Danfoss, som blandt andet har specialiseret sig i vigtige moduler til elbiler, udvikler og sælger grønne energibesparende løsninger, fastholder de Danmarks position som et grønt foregangsland og skaber samtidig både arbejdspladser og økonomisk vækst”, siger klimaminister Dan Jørgensen forud for besøget.

Europa-Kommissionen vurderer, at vejtransport alene er ansvarlig for omkring 70 procent af EUs drivhusgasemissioner fra transportsektoren. Ifølge Danfoss kan elektrificeringsteknologier potentielt reducere NOx-emissioner fra transport med 90 procent per kørt kilometer inden 2050.

Artiklen fortsætter under annoncen

”De powermoduler, vi udvikler i Danfoss i dag, er ikke bare en god forretning, men også en del af løsningen på Danmarks bidrag til Paris-aftalen med den ambitiøse 70 procents reduktion af CO2-udledningen i 2030”, siger Kim Fausing, administrerende direktør i Danfoss.

Beregninger viser, at hvis alle byområder i Europa, Kina og USA elektrificerer deres private og offentlige transport, kan det bidrage med 28 procent af de nødvendige CO2 reduktioner for at nå Paris-aftalens 1,5 grads scenarie.

Artiklen fortsætter under annoncen

”I dag ser vi digitalisering og elektrificering som redskaber til at løse klimaproblemerne. Vi er rigtig glade for, at klimaministeren er her i dag, fordi det er vigtigt, at han ved, at de energibesparende løsninger, som verden har brug for, allerede findes blandt andet her på Danfoss”, siger Kim Fausing.

Danfoss producerer også powermoduler i New York i USA og i Kina.