Gastronomi, fortællinger og fællesskab er i centrum, når Alsik Hotel & Spa igen inviterer til kokketræf.
Denne gang er det en særlig udgave af Alsik & Kokkevennerne, hvor tre markante profiler i dansk madkultur samles til en aften, der lover både store smagsoplevelser og nærvær ved bordene.
Lørdag den 7. marts klokken 18:00 danner Alsiks eventsted Sergenten rammen om aftenen, hvor Thomas Herman, Timm Vladimir og Mette Gassner går sammen om at skabe en helstøbt gastronomisk oplevelse.
”Det bliver en aften, hvor vi sætter fokus på det nære møde mellem kokke med smagsoplevelser, fortællinger og fællesskab i centrum”, fortæller Mette Gassner, der er gastronomisk leder på Alsik og står bag konceptet Alsik & Kokkevennerne.
Hun står bag konceptet, der samler passionerede kokke og madglade gæster til en aften, hvor gastronomi og nærvær går hånd i hånd. Denne gang får hun besøg af Timm Vladimir og Thomas Herman.
Timm Vladimir er kok, tv-vært og madformidler med en stor passion for at gøre gastronomi nærværende og tilgængelig. Han er kendt for sin energiske tilgang til madlavning og for sin evne til at kombinere klassiske teknikker med moderne smag og personlig formidling.
Thomas Herman er en anerkendt dansk kok og restauratør med mange års erfaring fra nogle af Danmarks førende køkkener. Han er særligt kendt for sin kompromisløse tilgang til råvarer, sit solide håndværk og sin evne til at forene det klassiske køkken med nutidige gastronomiske udtryk.
Aftenen indledes med velkomstbobler og fortsætter med en gastronomisk helhedsoplevelse, hvor gæsterne under middagen får mulighed for at møde kokkene bag retterne, høre historierne om råvarerne og opleve stemningen, når mad, mennesker og gode fortællinger smelter sammen.
Middagen rundes af med kaffe eller te, sødt og petit four. Det hele sker lørdag den 7. marts 2026 klokken 18:00 og du kan købe billetter her.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















