Over de næste to år får Sønderborg Kommune ekstra penge til at sikre faste teams i ældreplejen. Pengene kommer fra Socialstyrelsen, og det drejer sig om helt konkret om 10.946.137 kroner.
Baggrunden er, at Hjemme- og Sygeplejen i Sønderborg Kommune i år har afprøvet en ny lokal samarbejdsstruktur i alle distrikter ved at lave ’Borgerteams’. Det er tværfaglige teams med 12-15 faste medarbejdere, som i dagvagten har opgaver hos borgere i et mindre geografisk område.
Den nye struktur bliver over de næste to år rullet bredt ud i hele Hjemme- og Sygeplejen i et projekt, der hedder ’Nye veje til mere nærvær og omsorg’. Det glæder Preben Storm, formand for Social- og Seniorudvalget.
”Jeg er meget glad for, at vi får økonomisk støtte til at indføre faste teams i hele Hjemme- og Sygeplejen, for det vil give os en bedre pleje. Resultaterne fra forsøgene i år viser, at faste teams giver bedre nærvær og omsorg for borgerne, når de primært møder det samme personale. Det kan vi opnå med de faste teams i dagtimerne, og det vil samtidig give en højere stabilitet og kontinuitet i plejen”, siger han i en pressemeddelelse.
Projektperioden løber fra den 1. december 2021 til den 31. december 2023, og de faste teams skal – ud over at sikre højere kontinuitet hos borgerne – være med til at sikre, at borgeren får den rette faglige indsats på det rette tidspunkt. Derudover skal der udvikles og afprøves, hvorledes en hurtigere og mere fleksibel bestiller-udfører-praksis kan ske i samarbejde med borgerne. Projektet har samtidig fokus på datadrevet ledelse, så projektets indsatser løbende evalueres og justeres. Mange af de tiltag har Socialstyrelsen lagt vægt på i bevillingen.