Kommunen har fornyet medarbejderaftale om medbestemmelse og indflydelse

18. februar 2021 Erhverv Skrevet af: Redaktion

En ny aftale om medindflydelse og medbestemmelse for medarbejderne i Sønderborg Kommune er blevet forhandlet på plads, og den nye MED-aftale er blevet underskrevet af parterne.

Den nye aftale erstatter den MED-aftale, der blev indgået i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007. Denne oprindelige aftale er revideret nogle gange, senest i 2013, men det er først med denne nye aftale, der gennemføres en egentlig revision af MED-aftalen.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Aftalen afspejler medarbejderorganisationernes og Sønderborg Kommunes vilje til at indgå i et forpligtende samarbejde om at skabe attraktive og velfungerende arbejdspladser i Sønderborg Kommune. Samtidig understøtter aftalen Sønderborg Kommunes overordnede visioner og personalepolitiske værdier.

Forhandlerne omkring bordet

Forhandlingerne om en ny aftale om medindflydelse og medbestemmelse for medarbejderne i Sønderborg Kommune har stået på siden november 2018. Sønderborg Kommune har været repræsenteret ved kommunaldirektør Tim Hansen, vicekommunaldirektør Carsten Lund samt HR-og arbejdsmiljøchef Aase Henriksen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er de faglige organisationer, der har forhandlet for medarbejderne og her har repræsentanterne været: Lars Rasmussen og Steen Hansen fra 3F, Jesper Lund Dansk Metal, Tina Høffner HK, Peter Lyck-Damgaard Danmarks Lærerforening, Maibrit Kock Petersen Teknisk Landsforbund, Finn Harald Rasmussen Socialpædagogerne, Jytte Pharao-Bonde Dansk Sygeplejeråd, Jytte Østergaard FOA, Linda Kock BUPL, Jette Bork AC og Randi Bjørn Socialrådgiverne,

Kommunaldirektør Tim Hansen er tilfreds med, at et langt forhandlingsforløb har resulteret i en god MED-aftale.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Aftalen balancerer hensynet til medarbejderinddragelsen, og at denne ikke sker på bekostning af de ressourcer, der er nødvendige for løsningen af kerneopgaven i Sønderborg Kommune. Det gode og forpligtende samarbejde på arbejdspladsen skal netop styrke kvaliteten i udførelsen af kerneopgaven”, siger han.

Medarbejderne har følgende bemærkninger til aftalen:

”MED-aftalen understøtter en fortsat udvikling af medarbejdernes indflydelse og medbestemmelse ved planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet for at sikre attraktive arbejdspladser og et sundt arbejdsmiljø til at løfte opgaver til gavn for borgerne”, siger Jytte Pharao-Bonde, Dansk Sygeplejeråd, på vegne af medarbejdernes faglige organisationer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nu skal aftalen ud og arbejde i hele organisationen, og det bliver op til ledere, medarbejderrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter i Sønderborg Kommune at anvende aftalen, så medarbejdernes medindflydelse og medbestemmelse sammen med arbejdsmiljø, sundhed og trivsel tænkes ind i løsningen af kerneopgaverne.