Konservative: Slår et slag for erhvervspolitikken

7. november 2017 KV2017 Skrevet af: Ole Kæhler

Konservative skriver:

Det er det private erhvervsliv, der skaber vækst og fundament for velfærden i Sønderborg Kommune.

Vores ca. 22.000 private arbejdspladser sikrer, at vi har råd til den velfærd, som Sønderborg-områdets over 10.000 offentlige arbejdspladser yder.

Derfor skal områdets virksomheder og iværksættere sikres optimale rammevilkår og professionel kommunal erhvervsservice. Erhvervsservicen i Sønderborg skal bl.a. sikre hurtigt og effektiv sagsbehandling, offentlige udbud målrettet lokale små og mellemstore virksomheder samt en løsningsorienteret, positiv og serviceminded tilgang til områdets ca. 3.000 aktive virksomheder – fra de førende internationale industrimastodonter til de små innovative enkeltmandsvirksomheder.

Artiklen fortsætter under annoncen

Erhvervsservicen i Sønderborg skal primært målrettes dem, der reelt har gavn og udbytte af den, nemlig områdets mange små og mellemstore virksomheder. 90 procent af Sønderborgs virksomheder har under 10 medarbejdere – 55 procent af dem er enkeltmandsvirksomheder uden medarbejdere, skriver Konservative i en pressemeddelelse.

Heri ligger et enormt potentiale for vækst og udvikling. Derfor skal erhvervsservice i Sønderborg altid være baseret på dialog med og konkret viden om disse virksomheders reelle behov. Det skal altid garanteres, at alle tiltag og tilbud inden for erhvervsservice er i overensstemmelse med gældende lovgivning og ikke virker konkurrenceforvridende i forhold til private initiativer.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Sønderborg Kommune privatiseres/konkurrenceudsættes blot 22,1 procent – KL 2015 – af de udgifter, som kunne privatiseres. Landsgennemsnittet er 26,5 procent og kun fire kommuner i Danmark ligger dårligere end os.

Der skal derfor privatiseres mere med fokus på forøget kvalitet, fleksibilitet og effektiv anvendelse af borgernes skattekroner.

Som konservative mener vi, at den størst mulige del af samfundets produktion altid skal varetages af private, men der er dog også visse borgernære kommunale kerneopgaver, som ikke bør privatiseres.