Romregatta er en kapsejlads for sejlskibe i Flensborg og regattaen arrangeres hvert år i weekenden efter Kristi Himmelfart på Flensborg Fjord.
Der regnes med flere end 100 gaffelsejlere for Nordens største kapsejlads med traditionelle sejlskibe.
En stor del af dem samledes fra sidst på eftermiddag og i aftentimerne Kristi Himmelfartsdag, den 18. maj, i Sønderborg for fredag formiddag at deltage i Flensburg-Fjord-Regattaen 2023, hvor starten går fra Sønderborg Bugt og mållinjen er i Flensborg havn.
Feodora kommer også med gæster sydfra, Leif Due vil stå med fiskevogn og sælge fiskebrød og der sælges drikkevarer med mere fra Havnens Ishus, oplyser Sønderborgs havnefoged.
Lørdag den 20. maj er dagen, hvor selve Romregattaen sejles og det specielle ved regattaen er, at det er ikke førstepladsen, men andenpladsen, der kåres som vinderen af løbet.
Andenpladsen belønnes med en femliter flaske med original flensborgsk rom fra romhuset Johannsen.
Regattaens navn minder om Flensborgs historie som handelsby i 1700- og 1800-tallet, hvor byens skibe sejlede til de danske kolonier i Vestindien og hentede rørsukker, tobak og rom.
Regattaen handler altså både om at sejle, men også om at mindes Flensborgs tradition for at fremstille rom.
Her kan du SE BILLEDER fra Romregatta 2019.



















