Det nye ældreboligbyggeri i Broager, som blev godkendt af Teknik-, By- og Boligudvalget den 3. december 2024, skaber frustration hos naboerne. De mener, at det planlagte byggeri med 19 nye ældreboliger vil påvirke områdets arkitektur og trafik negativt.
Borgerne føler sig ført bag lyset, da der i planlægningsprocessen ikke er blevet udarbejdet visualiseringer af byggeriet, som kunne have vist, hvordan det ville påvirke området. Da den nye tyske børnehave blev bygget, var der langt mere offentliggørelse og gennemsigtighed end nu.
“Bebyggelsen passer ikke ind i områdets terræn og arkitektur. Det kommer til at se voldsomt ud, når man kigger ind mellem Vestergade 39 og 41, hvor nybyggeriet bliver cirka 30 cm højere end Broagers ældste bevaringsværdige hus, som ligger under 9 meter væk,” siger Peter Thuesen, hvis datter bor lige syd for det sted, hvor byggeriet skal opføres.
Forvaltningen har modtaget 11 høringssvar, hvilket har ført til en række ændringer af det oprindelige projekt. Men ifølge Peter Thuesen og andre naboer har ændringerne ikke forbedret projektet. De mener fortsat, at byggeriet vil ligge for højt og fremstå meget markant i området med altaner helt tæt på skel.
“Det bliver grimt at kigge på. Og hvorfor er der ikke blevet udarbejdet visualiseringer i forbindelse med projektets fremlæggelse? Hvis de havde været tilgængelige, havde vi protesteret højlydt imod projektet,” siger Peter Thuesen. Han fortæller desuden, at han har talt med en beboer på Vesterdalen, som ligeledes mener, at byggeriet vil være bombastisk og dominerende.
En særlig bekymring blandt beboerne på Vestergade 37 er, at de planlagte altaner på byggeriet vil gå voldsomt ud over privatlivet i hus og have.
“Der bliver indkig i haver og terrasser, ligesom der kan kigges ind i stuer og soveværelser på grund af byggeriets højde. På informationsmødet bad vi om, at der, hvis byggeriet gennemføres, i stedet blev lavet franske altaner. De indbyder ikke i samme grad til at sidde helt ud til skel og kigge ned på den unge familie, der bor på Vestergade 37,” siger Peter Thuesen.
Naboerne foreslog også, at bygningen rykkes længere mod nord på grunden, så beboerne stadig kan have altaner uden at genere Vestergade 37 i samme omfang. Dette forslag blev imidlertid ikke efterkommet, og nu har Peter Thuesen og hans datter klaget til Planklagenævnet over byggeriet. Han mener grundlæggende, at Sønderborg Kommune ikke har gjort nok for at sikre mindst mulige gener for naboerne.
I forbindelse med høringsprocessen mener Peter Thuesen desuden, at bygherren har givet usande oplysninger om tagterrassen på Vestergade 37. Ifølge bygherren overholder terrassen kun lige afstanden på 2,5 meter fra skel, men Peter Thuesen oplyser, at afstanden faktisk er 3,6 meter.
“Bygherren har også talt usandt om beboerne. De er handicappede og kan kun lige med egen hjælp komme ud på altanen, når de vil nyde vejret eller solen. Kommunen har derimod skrevet, at borgerne er selvhjulpne ældre,” siger Peter Thuesen.
Ifølge ham blev planerne om franske altaner ændret tilbage til almindelige altaner på baggrund af bygherrens misvisende oplysninger.
“Det er ikke fair, at usandheder kan påvirke en byggeplan på denne måde,” slutter Peter Thuesen.