Til Kulturnatten på fredag kan du møde flere Lions-klubber ved Rytterstatuen ved havnen.
“Lions Sønderborg, Lions Sønderborg Alssund og Lions Broager-Gråsten deles om en stand ved Rytterstatuen, hvor vi vil fortælle, hvad vi gør for at tjene penge, der kan doneres til velgørende formål”, siger Frode Sørensen fra Lions Sønderborg.
“En af måder, vi i Lions Sønderborg tjener penge på, det er gennem salget af rabathæfter og en anden er vores bogbutik i Store Rådhusgade, som kvinderne fra Lions Als holder åben fra 17 til 21 til Kulturnatten. Så kan folk jo få en snak om Lions Als og også købe en bog, en plade eller en cd”, siger Frode Sørensen til SønderborgNYT og tilføjer, at Lions altid kan bruge flere bøger til bogbutikken.
“Så er der nogen, der vil donere bøger, så kan de bare ringe til mig på telefon 4015 6647”.
Og bogbutikken får ekstra blikfang til Kulturnatten, hvor der er besøg af forfatterne Jeanett Jensen og Stine Duus Petersen, som vil sælge deres egne bøger og få nogle snakke med de mennesker, der kommer på besøg.
“Vi vil selvfølgelig gerne sælge vores egne bøger og vi vil også gerne hjælpe Lions bogbutik og kan vi det ved at være her og fortælle om vores bøger, så er det jo win-win”, siger Stine Duus Petersen til SønderborgNYT. Hun udgav sin første krimi, ‘Pigen i gulvet’, den 24. august.
Jeanett Jensen skrev ‘Et Mælkebøttebarn giver aldrig op’ for et par år siden – og den gjorde at hun har holdt en lang række foredrag om sin opvækst.
“Vi tager en kuglepen med, så vi kan signere de bøger, som vi sælger”, siger Jeanett Jensen.