KV21 – Debat: Aktiv seniortilværelse og livskvalitet i ældreplejen

2. september 2021 KV21 Skrevet af: Ole Kæhler

Byrådskandidat Erik Krogh, Venstre, skriver:

At blive ældre i vores kommune skal være positivt med masser af rum til aktive-, kulturelle og fælles oplevelser, der skal skabes nye og spændende seniorboliger og boligfællesskaber. Jo bedre rammer vi kan skabe for seniorer og ældre, jo bedre vil de kunne klare sig i dagligdagen.

Når ældreplejen bliver en del af borgerens hverdag, så er det vigtigt, at den af afspejler varme hænder og trygge forhold. I Venstre vil vi af hensynet til beboerne og personalet arbejde på, at der findes økonomi til dobbelt bemanding om natten på alle plejehjemmene. Samtidig ønsker Venstre et loft over, hvor mange forskellige hjemmehjælpere den enkelte får besøg af, da dette sikrer hjemmehjælperens kendskab til borgerens behov og det vil alt andet lige skabe tryghed for borgere, som har behov for pleje.

Artiklen fortsætter under annoncen

Begrebet ‘Længst muligt i eget hjem’ har igennem mange år været vigtig i forbindelse med vurderingen af, hvornår ældre borgere kan visiteres til en plejebolig på et plejehjem. Vilkårene for hvornår det er muligt at blive visiteret til en plejebolig skal revurderes. Der skal ikke kun tages udgangspunkt i den enkeltes fysiske tilstand, men også trivslen i dagligdagen skal vægtes.

Plejeprocessen skal optimeres og der skal fjernes unødvendigt bureaukrati, således at tid til pleje og omsorg får 1. prioritet.

Artiklen fortsætter under annoncen

For Venstre er det vigtigt at fokusere på muligheden for at øge antallet af områder med fritvalgsordninger og tilkøbsordninger for de ældre.

De ældre er gamle nok til at bestemme selv.