KV21 – Debat: Hvor stort er Sønderborg-området – set med politikeres øjne?

2. september 2021 KV21 Skrevet af: Redaktion

Byrådskandidat Svenja Karstensen, Nye Borgerlige, skriver: 

Sønderborg Kommune blev i 2007 dannet ved en frivillig fusion mellem syv kommuner. Nordborg, Augustenborg, Sydals, Sønderborg, Sundeved, Broager og Gråsten – hvor Gråsten først besluttede sig i den afsluttende fase at blive en del af den nye storkommune.

I forbindelse med fusionen blev der skrevet det såkaldte Sønderborg Dokument. I det står der:

“Vi borgmestre fra de syv kommuner i Sønderborg-området bekræfter i dag med vores underskrift, at de syv kommuner i Sønderborg-området i december 2004 har besluttet at samle hele området i én kommune med fælles politisk ledelse og fælles administrativt styre”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Læg mærke til betegnelsen ‘Sønderborg-området’. Hvad betyder det?

Betyder det i en omkreds af 10 km?

For mig virker det nemlig som om, de små yderkommuner og landsbyer er gået tabt, og at de har glemt alt om, at de også skal handle på vegne af de seks andre gamle kommuner.

Der er alt for meget fokus på de større byer i dag. Herhjemme er det Sønderborg by, som absolut skal på verdenskortet – koste hvad det vil.

Tilflyttere og turister er meget vigtige for alle områder – men er der slet ingen interesse i at beholde vores nuværende borgere?

Artiklen fortsætter under annoncen

Mange af vores borgere har været her i flere generationer. Vil vi ikke have dem til at blive ved med det? Vil vi ikke give vores børn – også dem i yderområderne – verdens bedste barndomshjem, så de kommer hjem igen for selv at stifte familie her?

Jeg synes ,de er lige så vigtige som nytilflytterne og turisterne. Det er nærheden, sammenholdet, små skoler og naturen, der vægter mere og mere.

I 2019 flyttede næsten 5.500 småbørn samlet set ud af de fem bykommuner, København, Aarhus, Aalborg, Odense og Frederiksberg, viser tal fra Danmarks Statistik. I 2018 viste en rapport fra Aalborg Universitet, at et stigende antal unge ønskede at flytte fra storbyen til provinsen, og at der blandt de 25-39-årige var en nettoudflytning fra store byer og ud på landet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og tal fra Boligsiden viser, at salget af landejendomme er steget fra 683 i 2011 til 1.363 i 2019. Altså ca. en fordobling.

Jeg har et ønske om, at vi bliver meget mere borgernære i vores alt for store kommune. Vi skal have indført en nærhedsstrategi som gør, at vi kan få lov til at tænke mere lokalt frem for kommunalt. Jeg ønsker at få fornyet hjælpen til vores ildsjæle, som en hjælpepakke til frivillige foreninger med faste udgifter.

Her mener jeg ud over vores landsbyråd.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det kunne være rart med et fast punkt på de politiske udvalgs dagsorden, som hedder borgerinddragelse. Vi bliver nødt til at have en konstant kontakt mellem borgerne og byrådsmedlemmerne, så det ikke er så besværligt at komme i kontakt.

Vi kunne eventuelt starte med at holde borgermøder i de små forsamlingshuse rundt omkring i kommunen, så borgerne nemmere kan komme med de gode og glimrende ideer -om end det drejer sig om miljøet, trafiksikkerheden eller andre væsentlige emner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derefter er det politikernes opgave at gå videre med det. Jeg er overbevist om, at både borgere, ildsjæle og hvem ved – måske også diverse selvstændige erhvervsdrivende – vil bidrage med noget.

Hvis politikkerne ikke rækker ud til borgerne, får vi aldrig hørt om de gode ideer og initiativer, der er derude i vores ganske store kommune.

Det er byrådets ansvar at styrke og lytte til borgerne, foreningerne og landsbyrådene i udkanten.

Lad os blive mere lokale!

29. marts 2024 Erhverv, Sønderborg

1019 husstande er uden strøm

29. marts 2024 Erhverv

Ifølge Elnetselskabet N1 mistede 1019 husstande i Sønderborg – blandt andet i Jørgensgaard – strømmen ved midnat. N1 arbejder på at lokalisere fejlen og venter at der er strøm igen natten til fredag omkring klokken 02.

Læs mere...