KV21 – Debat: Socialdemokrat ser gerne at buskort-ordningen bliver evalueret

18. oktober 2021 KV21 Skrevet af: Redaktion

Byrådskandidat Jesper Smaling, Socialdemokratiet, skriver:

Jørgen Jørgensen fra SF proklamerer i et debatindlæg på SønderborgNYT, at SF er klar til at genindføre ‘Gratis buskort’ – også kendt som ungdomskort – til studerende på ungdomsuddannelserne.

Som den oprindelige forslagsstiller til det gratis buskort, vil jeg her give Jørgen Jørgensens indlæg et par ord med på vejen.

Jørgen Jørgensens holdning er helt i tråd med den politik Socialdemokratiet har ført i Byrådet, det er afgørende at vores unge har mulighed for – og råd til – at komme ind til Sønderborg, hvor ungdomsuddannelserne i dag er placeret. Det samarbejder vi gerne med SF om.

Artiklen fortsætter under annoncen

Byrådet har gennem de seneste otte år investeret massivt i at udvikle et godt ungemiljø i Sønderborg, ikke mindst med byggeriet af Ungdomskulturhuset Mejeriet, et ungdomsråd og meget mere. Disse investeringer skal alle unge i kommunen have glæde af.

Kort tid efter jeg blev valgt til Byrådet i 2014, godkendte byrådet en model for gratis buskort til studerende. En model der netop sikrede, at man kunne få refunderet den fulde egenbetaling til sit ungdomskort.

Denne model blev – efter en evaluering med budgetaftalen for 2020 – justeret, således at de unge i dag har en egenbetaling på 50 kroner. Den fulde pris for et ungdomskort er 390 kroner om måneden, hvoraf kommunen så månedligt refunderer de 340 kroner. Baggrunden herfor var, at det ville sikre, at det var unge med et behov, der fremadrettet ville bestille kortet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg ser gerne, at det nye byråd får evalueret ordningen, så vi sikrer, at flest mulige af vores unge får adgang til den kollektive trafik, ungdomsuddannelserne og ungemiljøet i Sønderborg by.

Redaktionen anbefaler:

Bliv opdateret på de aktuelle valgtemaer og emner, når en række af de opstillingsberettigede partier og lister til Kommunalvalget mødes i SønderborgNYT TVs valgdebatter ’Mød Partierne’ som du finder på SønderborgNYT TV her.