KV21 – Debatindlæg: Det er ikke kun foreninger i Sønderborg by der skal have gode rammer

18. september 2021 KV21 Skrevet af: Redaktion

Byrådskandidat Bjarne Eliasen, SF, skriver:

I et debatindlæg den 17. september taler Niels Ole Bennedsen varmt for at foreningernes medlemstal skal styrkes. Det er jeg helt enig med ham i.

”Foreningerne har en vigtig demokratisk rolle, eller opdragelse – her bliver de unge formet. De lærer selvdisciplin, opdragelse i et fællesskab, hvor man afprøver sig selv i samspil med andre”.

Sådan udtrykker Niels Ole Bennedsen det, mens jeg gør det sådan i et debatindlæg den 18. august:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Man møder mennesker, som på andre områder har helt andre prioriteringer og holdninger, men vores fælles interesse bringer os sammen. Det giver et mere nuanceret syn på andre mennesker og dermed en bedre forståelse af deres syn på tilværelsen.”

Hvordan støtter vi så foreningerne?

Det lette svar er:

”Send flere penge”.

Det er da heller ikke usandsynligt, at foreningerne sagtens kan bruge flere penge, men iflg. Kasper Lund Kirkegård fra DGI Storkøbenhavn er det ikke løsningen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Løsningen indebærer, ifølge Kasper Lund Kirkegård, blandt andet at rammevilkårerne for det lokale foreningsliv grundlæggende skal styrkes. En ikke uvæsentlig del af de vilkår er, at foreningerne har et sted at være. Det er derfor glædeligt, at over 20 foreninger nu kan få plads på kasernen i Sønderborg.

Men Sønderborg Kommune er mere end Sønderborg by. Samme vilkår for et sted at være bør bredes ud til hele kommunen. Spørg lokalforeningerne. Samarbejd med dem om at få ideerne frem. For ideerne er der. Det er jeg sikker på. Og hjælp så ildsjælene med at få ideerne gjort til virkelighed og her er penge ikke en hindring. Praktisk hjælp måske endnu mere nyttigt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Med rammerne på plads vil det være lettere at få flere til at deltage i foreningslivet.