KV21: Faisal Shojai vil gøre noget for børn og for naturen

26. oktober 2021 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

For 25 år siden tog et forældrepar deres 7-årige søn med på hans livs rejse. Familien flygtede fra Talibans rædselsregime for at give deres søn en chance for et bedre liv i vesten. Sønnen er den nu 32-årige Faisal Shojai og stedet familien fandt et trygt nyt hjem var Augustenborg.

Faisal Shojai bor fortsat i Augustenborg. Han har været dansk statsborger siden 2012, er uddannet ingeniør og arbejder som projektleder for forsyningsvirksomheden Arwos i Aabenraa – og han ved, hvad det vil sige at skulle starte et nyt liv i et nyt land.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Danmark er mit hjem. Vi hørte dengang – sammen med et par andre familier – til de første ikke-vestlige indvandrere i Augustenborg”, fortæller Faisal Shojai til SønderborgNYT.

“Vi kom til Augustenborg fra Kabul, fra en stor by til en by, hvor der virkelig ikke var så mange mennesker,” husker han. Han talte engelsk og lærte sine første danskkundskaber i modtageklassen, inden han gik ind i den normale folkeskoleklasse.

Nu stiller Faisal Shojai op til Byrådet for Radikale Venstre. Han håber, at få et mandat, så han kan styrke kampen for det fællesskab, han synes er så vigtigt. Derudover er det børn og unges uddannelse ligesom naturen emner, der ligger tæt på hans hjerte. For ham er det afgørende, at alle børn får muligheden for at leve fantastiske liv. Ligesom han fik det, da han kom til Augustenborg. Det vil han arbejde for, når han forhåbentlig bliver valgt til Sønderborg byråd i november.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det danske sprog er afgørende for integrationen”, siger han.

”Og fællesskabsfølelsen er mindst lige så vigtig. Lad os tro på, at alle gerne vil være en del af fællesskabet. At alle ønsker at kunne forsørge deres familier godt og leve i trygge rammer. Mange af anden etnisk herkomst føler ikke, at de er en del af fællesskabet, selvom de gerne vil. Derfor vil jeg styrke fællesskabet”, siger byrådskandidaten.

Han føler med de mennesker, der i øjeblikket prøver på at flygte fra Kabul og fra Taliban.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg kan stadig huske, hvor hektisk det var, da vi flygtede fra Taliban. Der var panik og kaos overalt”.

Han holder kontakten, så godt han kan, med sin familie, der stadig bor i Kabul.

Som vandrer brænder Faisal Shojai også for naturen i Sønderborg Kommune.

”I Augustenborg Skov finder jeg altid ro og tid til fordybelse. Men tanken om, at den urørte natur er på voldsom tilbagegang – på grund af mennesker – gør mig bekymret for fremtiden. Derfor vil jeg arbejde for at fordoble kommunens naturarealer inden 2031”, siger Faisal Shojai.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han håber, at vælgerne giver ham opbakning til en plads i byrådet, fordi det er dér, de mange beslutninger træffes.

”Jeg vil gerne arbejde for, at vi har verdens bedste kommune. Et sted med et stærkt fællesskab, imponerende natur og uddannelsesmuligheder, der inspirerer børnene til at gøre sig dygtige. Jeg er sikker på, at jeg vil kunne gøre en forskel”, siger den 32-årige kandidat.

”Jeg glæder mig også til valgkampen og til at komme i kontakt med vælgerne og lytte til dem og høre hvilke problemer de ser”, siger radikale Faisal Shojai.

Artiklen fortsætter under annoncen

Redaktionen anbefaler:

Bliv opdateret på de aktuelle valgtemaer og emner, når en række af de opstillingsberettigede partier og lister til Kommunalvalget mødes i SønderborgNYT TVs valgdebatter ’Mød Partierne’ som du finder på SønderborgNYT TV her.

27. april 2024 Erhverv, REGIONALT

Fleggaard: Selvom der skal betales dåsepant så forsvinder grænsehandlen ikke

27. april 2024 Erhverv

Den ellers overvejende pantfri grænsehandel bliver senest 1. januar 2029 pantzone. Det skyldes, at EU-Parlamentet i denne uge har vedtaget den såkaldte emballageforordning for alle EU-lande. Dermed forsvinder den særordning, som Tyskland hidtil har haft på området, skriver BT. Hus Fleggaard venter de på at høre om detaljerne for, hvordan ordningen bliver i praksis. ”I […]

Læs mere...