KV21: På vælgermødet i Gråsten var kandidaterne meget enige om det meste

12. oktober 2021 KV21 Skrevet af: Ole Kæhler

Mandag aften sad spidskandidaterne fra de partier, som i dag er en del af Byrådet, i panel ved et vælgermøde i Ahlmannsparken.

Det er Gråsten Forum, som havde taget initiativet til vælgermødet, hvor kandidaterne i kraft af, de alle er med i budgetaftalen for det kommende år, stort set er enige om det meste.

Gråsten Forum ville gerne have et bud på, hvornår anden etape i udvidelsen af Ahlmannsparken begynder og her turde Dansk Folkepartis Stefan Lydal ikke sætte en dato på – og for den sags skyld heller ikke et årstal.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Først af alt skal den anden etape jo prioriteres og jeg ved, at lige nu er der fuld fokus på ferieresortet på Nordals og på, der skal ske noget med lufthavnen og de to ting fylder vel de næste seks til syv år”, sagde Stefan Lydal.

Venstres borgmesterkandidat, Ellen Trane Nørby, ser gerne, der kommer gang i anden etape hurtigst muligt.

“Planlægningen skal i gang med det samme og realiseringshastigheden vil afhænge af om for eksempel en fond vil gå aktivt med. Hvor stort projektet bliver skal samtænkes med skolens behov. For venstre er engennemrenovering af skolen mest presserende”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Socialdemokratiets borgmesterkandidat – og nuværende borgmester – Erik Lauritzen husker teksten i budgetaftalen og kunne fortælle, at der er skrevet en analyse af Ahlmannparkens anden etape ind i aftalen, så den er på vej.

“Analysen skal fortælle os, hvad det er, der er brug for og det skal gerne være noget andet end bare en boldbane eller en gymnastiksal, så vi kan få fonde med”, sagde borgmesteren og tilføjede, at den næste skole, der bliver renoveret, det er Gråsten Skole.

Borgmesterkandidat Stefan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti og Stine Duus Petersen fra Fælleslisten kunne fortælle, de er enige om, at det er en rigtig god idé, man finder ud af, hvilken slags hal der er brug for, inden der ringes til håndværkerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den såkaldte politigrund blev også et emne og Ellen Trane Nørby sagde, der er en dialog i gang og hun selv forestiller sig, der skal bygges på grunden og at det kan kombineres med byrum.

“Der er gang i overvejelser og drøftelser og grunden kan eksempelvis bruges til et mix af boligforeningsbyggeri, privat byggeri og erhvervsbyggeri, så der kommer noget forskelligt og også bliver flere til at betale”, sagde Erik Lauritzen.

Han fortæller der også er boliger på vej ved Havnen i Gråsten.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er det tidligere gigthospital, som nu hedder ‘Residensen’, der bygges om til lejeboliger”.

Der skal laves en bystrategi for Gråsten og det med bystrategier er altid en balancegang, fordi mange har det sådan, at forandringer er velkomne. Der skal bare ikke laves noget om.

“Vi skal altid tænke os om, når det gælder bystrategier i ældre byer – men der skal altså også være plads til at udvikle”, sagde Erik Lauritzen.

“Og vi skal tænke turismen med ind i strategien, så der trækkes endnu flere til byen”, sagde Stephan Kleinschmidt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Stefan Lydal håber på, at bystrategien for Gråsten giver plads til at eksperimentere.

“I sommer blev Sønder Havnegade i Sønderborg lukket for trafik. Det havde jeg lidt svært ved at se noget idé i. Men det viste sig at være super for restauranterne, turister og lokale. Det siger mig, at vi skal give plads til, at der kan prøves nogle ting af”, sagde han.

Som start på vælgermødet fortalte kandidaterne lidt om sig selv – og den nye i politik – Stine Duus Petersen fra Fælleslisten – fortalte blandt andet, at hun og Fælleslisten går rigtigt meget ind for dialog, så borgerne tages med på råd, inden forvaltningen begynder at arbejde med de enkelte sager.

Om det bliver sådan med bystrategien i Gråsten, vil fremtiden vise.

Du kan SE BILLEDER HER .

 

25. april 2024 112, Sønderborg

Brand i grillbaren Hos Jesper

25. april 2024 112

Onsdag aften ved 23-tiden var der brand i grillbaren Hos Jesper tæt ved Rutebilstationen. “Der var nogle unge gutter, som havde ringet til mig og sagt, at det røg fra grillbaren, så jeg skyndte mig herhen”, siger Jesper Sørensen til SønderborgNYT. Da han åbnede døren væltede røgen ud og han skyndte sig at lukke igen […]

Læs mere...