På onsdagens byrådsmøde blev det besluttet, at parti- og listestemmer skal tælles en ekstra gang og det skyldes, at Konservative har indgivet en klage og bedt om en omtælling fordi optællingsresultatet er så tæt.
“Venstre støtter en omtælling af parti- og listestemmer, fordi 38 stemmer mere til det blå valgforbund kan have stor betydning”, sagde Karsten Schøn, der var indkaldt som stedfortræder.
Dieter Jessen fra Slesvigsk Parti fortalte, at hans parti også støtter en omtælling.
Dansk Folkepartis Stefan Lydal ville gerne vide, hvor meget arbejde det kræver at lave den ønskede omtælling.
“Ligger stemmersedlerne bundtet kandidat- og parti- eller listevis eller har I smidt det hele i en stor pærevælling”, spurgte han.
“Vi har pakket stemmesedlerne omhyggeligt og vi kan og vil lave præcis den omtælling, som byrådet beder om”, sagde kommunaldirektør Tim Hansen.
Ifølge valggeneral Pernille Svindt Lentfer sker omtælling fredag fra klokken 8.