La Fromagerie – spændende oste og supergod service

29. maj 2019 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Perlegade i Sønderborg er blevet beriget med La Fromagerie, hvor Lars Wedelgreen sælger kvalitetsoste fra forskellige lande til sønderborgensere, der nyder rigtigt gode oste.

Ostene er fra Holland, Tyskland, Østrig, Frankrig, Danmark og Spanien.

“Udover et pænt udvalg af oste, så bydes der også på vine og specialiteter, der spiller sammen med ost”, siger Lars Wedelgreen til SønderborgNYT.

Lars Wedelgreen har åbnet sin butik, fordi han vil vise, hvor stor en forskel en godt indrettet butik gør, når han samtidig bringer god service på banen, så hans kunder får en rigtig god oplevelse, når de træder ind over dørtrinnet.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Min overbevisning er, at butiksansatte skal give kunder en kyndig vejledning og gerne guide til de helt rigtige valg, hvis ikke alt skal købes hjem over nettet”, siger Lars Wedelgreen, der åbnede sin butik senere end planlagt.

“De sidste detaljer med indretningen tog lidt mere tid end ventet og jeg ville altså ikke åbne, inden alting var tip-top”, siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen