Læser: Trods iværksætteri og Vækstrådet taber Sønderborg arbejdspladser

27. oktober 2018 Debat Skrevet af: Ole Kæhler

Tommy Jensen, Vollerup, skriver:

SønderborgNyt skriver i en artikel den 24. oktober i overskriften: ”Økonomiudvalget følger med i om Vækstrådet fører til flere arbejdspladser” – og borgmester Erik Lauritzen citeres bl.a.:  “I sidste ende handler det jo om arbejdspladser”.

Borgmesteren udtaler endvidere mht. bosætning: ” Der er et lille plus, som viser, der er flere, der flytter til end fra”, siger borgmesteren. Han synes dog, at der burde fødes flere børn.

For at tage det sidste først. Det er da rigtigt, at kommunen har et lille plus i reel tilflytning pr. ultimo 2. kvartal. Havde borgmesteren bedt Folkeregisteret om et udtræk for 3. kvartal pr. 1. oktober, ville han formentlig skulle holde kæft med tilbagevirkende kraft, da det altid er 3. kvartal vi afleverer kommunens unge til studier andre steder i landet!

Artiklen fortsætter under annoncen

De officielle tal kommer fra DS den 9. november.

Men tilbage til Vækstrådet og skabelsen af arbejdspladser og jobs.

– Jeg synes stadigvæk, det går skidt, Lauritzen!

Danmarks Statistik offentliggjorde fredag morgen de reviderede, foreløbige tal for udviklingen i antal arbejdssteder og antal job for 2017. Tallene viser, at i Sønderborg kommune er antallet af arbejdssteder faldet med 25 til i alt 3.018. Den private sektor tabte 35 arbejdspladser og det offentlige skabte 10 arbejdspladser.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der blev i 2017 skabt 926 jobs flere end i 2016, svarende til 657 årsværk og Sønderborg ender med 37.006 jobs.

Dette kan dog, med al rimelighed, ikke tilskrives Vækstrådets fortræffeligheder, men ”badeandseffekten” – også kaldet konjunkturstigning!

Generelt ser det skidt ud i Sønderborg med skabelse af arbejdspladser, da man på landsplan har fået en stigning på 0,79 pct., i Region Syddanmark en stigning på 0,03 pct.; mens Sønderborg kører baglæns med 0,82 pct.

Jeg skal i denne omgang spare evt. læsere for, hvad Sønderborg Kommune brugte på iværksætteri og erhvervsservice i 2017. – Vi kan jo ikke have, at nogen kunne risikere at få det dårligt i weekenden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kilde: Danmarks Statistik – arbejdssteder i Sønderborg efter branche DB807.