Byrådsmedlem Bo Kleis Christensen, Nye Borgerlige, skriver:
Læserindlæg: Postyret om beskyttelsesrum i Sønderborg Kommune
Lad mig først udtrykke min undren over, at der ikke noget sted er et relativt overblik over mængden og placeringen af sådanne beskyttelsesrum i Sønderborg Kommune, som i den seneste tid er udfoldet i pressen.
Der må have eksisteret en liste, og det er selvfølgeligt fuldt forståeligt at den ikke opdateres så ofte efter murens fald i 1989, men en sådan liste burde kunne findes og støves af sådan relativt nemt, og opdateres uden de helt store armbevægelser eller ressourcer.
Men det kræver selvfølgelig at den stadig findes, og det læser jeg i pressen at den åbenbart ikke gør, hvilket får mig til tasterne for at prøve at være med til, at sætte dialogen der har været efterfølgende en smule i perspektiv. Om ikke andet så er hér i hvert fald i mit perspektiv hertil.
I kraft af Danmarks medlemskab af NATO, mener jeg helt grundlæggende at Danmarks umiddelbare sikkerhed er sikret i tilfælde af udefrakommende landangreb, som skulle tilskynde til brugen af netop beskyttelsesrum i Sønderborg kommune.
Jeg ser ikke, at vi har andre militære mål i Sønderborg end lufthavnen, der skulle være med i en oplagt angrebsbølge i en potentiel land-invasion af Danmark. Det har jeg umådeligt svært ved at se.
Når det er sagt, så mener jeg dog også, at der i beredskabet i tilfælde af en krise, naturligt burde ligge en plan for, hvorledes befolkningen skulle kunne søge ly. Jeg siger blot ikke, at det absolut skal være i kommunale eller statslige beskyttelsesrum befolkningen alle skal kunne søge ly.
Det kan lige så vel være en statslig vejledning i, hvorledes man eksempelvis i bykernerne og andre større bygningsmasser, vejledes i at søge ned i kældre, tunneller, viadukter, og eventuelt i trappeskakte i etagebygninger i tilfælde af nødsituationer, som påkræver at man skal søge i beskyttelsesrum eller ly fra ovenfra kommende elementer, hvad det så end kunne være.
Bykernerne består af rigtigt mange og mest private etageejendomme som har store bundsolide og massive kælderanlæg under sig, og som i mange henseender fint kan udgøre det for interimistiske beskyttelsesrum i tilfælde af en krise.
Skulle kommunen lave en optegnelse af alle disse private muligheder for midlertidig indkvartering i ly tillige kunne man spørge. Det mener jeg bestemt ikke. Jeg mener det til dels er et personligt ansvar at man tager vare på sig selv og sin sikkerhed, samtidigt med at jeg mener det er et samfundsansvar, at man trods alt stiller noget sikkerhed til rådighed i en vis udstrækning for befolkningen, idet ikke alle har mulighed for at finde egnet beskyttelse på egen hånd eller i egen bygning.
Det rejser imidlertid det filosofiske dilemma som man som borger hver især kan tænke lidt over, nemlig at; ’ingen kan beskytte alle altid’, ej heller kommunen på dette område, og det filosofiske spørgsmål er derfor; hvor går snittet så?
Det vil ingen nogensinde blive enige om, specielt ikke med ham, hende eller dem som står uden for døren, når beskyttelsesrummet er fyldt.
Jeg selv og min familie er nogle af dem, man får svært ved at dække ind under et beskyttelsesrum af nogen art. Vi er nogle af dem ’som står uden for den førnævnte dør’ om man så må sige. Jeg og min familie bor i udkanten af Vester Sottrup. Jeg ved faktisk ikke, hvad der findes af beskyttelsesrum i nærheden, det kan være der er ét på den nærliggende skole, men jeg ved det faktisk ikke, og jeg bekymrer mig relativt lidt om det.
Det er ikke fordi jeg er uansvarlig overfor min familie, mine børn eller mig selv. Det er ikke fordi jeg ikke tager min sikkerhed alvorligt, nej. Det er ganske enkelt fordi jeg har perspektiveret på samfundssituationen, og nægter at lade folketingspolitikere og nyhedsredaktionerne på tv og på dagbladene diktere min hverdag, ved at lade mig indhylle i den dagsorden af frygt som mange danskere tillader sig selv at få serveret til aftenkaffen på daglig basis.
Jeg kigger på og lærer af historien, jeg analyserer på nutiden og jeg tror på fremtiden. Modsat hvad mange andre politikere på Christiansborg ellers fortæller og formidler, så går verden altså ikke under hverken i morgen, om 10 år eller om 100 år. Vi skal nok klare den – sammen allesammen!
Og så er grunden til min manglende bekymring også min lavpraktiske rationelle tanke om, at dem der skulle være grunden til, at jeg og min familie skulle bruge et beskyttelsesrum, nok ikke lige tænker, at udkanten af Vester Sottrup, er verdens mest oplagte mål for et angreb af nogen som helst art 🙂
Jeg har tidligere i dag læst en artikel på SønderborgNYT, hvor jeg kan læse at borgmester Erik Lauritzen og jeg sjovt nok deler samme tanke. Han ville vist vandre sig en tur i Blansskov, hvilket jeg finder værende en glimrende plan, og jeg tænker selv at jeg vil gå en tur i haven og betragte, om man virkelig vil være i stand til at se noget usædvanligt herfra, hvis alarmerne lyder og befolkningen skal søge til beskyttelsesrummene. Det tænker jeg ikke vil være tilfældet.
Så hvis man direkte spørger mig, som jeg er blevet spurgt adskillige gange af talrige journalister, om jeg virkelig synes det hele er godt nok, om ikke tingene skal laves om og om ikke det hele er forfærdeligt som det er, så nej, jeg synes faktisk ikke det hele er forfærdeligt som det er.
Jeg tænker der bør være beskyttelsesrum omkring de oplagte mål for fjendtlig aktivitet på nationalt plan, hvis vi taler om krig eller bomber ja, og så stopper det dér.
Men jeg er slet ikke sikker på, at det er den slags trusler vi skal fokusere mest på når kalenderen skriver år 2025 i Danmark og i Sønderborg Kommune. Jeg tænker som politiker og som folketingskandidat gennem de seneste folketingsvalg mest på, at der er langt vigtigere fokusområder vi skal sikre mod infrastrukturelle trusler. Trusler mod cyber-sikkerheden, infrastrukturen og forsyningssikkerheden for befolkningen eksempelvis.
Lige netop fordi vi er forbindelsesland til alle Østersøens lande og i særdeleshed til Rusland er vi et strategisk vigtigt land for alle førnævnte, og vi indtager derfor en nøgleposition for disse lande i forhold til adgangen til Nordsøens vande og til Atlanterhavet, og de forsyningsruter der for dem går ad denne vej.
Det er, bare for at tage et enkelt eksempel, langt nemmere og langt billigere at lægge Danmark forholdsvist øde for civilbefolkning, ved at lukke for infrastrukturelle forsyninger som vand, elektricitet, rensningsanlæg og deslige ved hjælp af angreb i IT-verdenen, end ved at bombe landet sønder og sammen.
Jeg skal afholde mig af at gå længere ud af denne tangent for nu, men blot konstatere at et landangreb på Danmark er højst utænkeligt i år 2025, hvis det meste ville kunne klares fra et tastatur.
Derfor ser jeg ikke beskyttelsesrum være superrelevante ud over i bykernerne, men jeg kan selvfølgelig tage fejl og jeg lærer gerne. Jeg siger ikke at vi skal ignorere beskyttelsesrummene. Vi skal selvfølgelig have en liste over de brugbare, holde styr på dem, vide hvad vi har at gøre med og sørge for at de kan bruges relativt.
Men de skal ikke have nogen ekstra særlig prioritet i forhold til de sikkerhedstrusler vi står overfor i år 2025, som har en langt mere højteknologisk karaktér og dybere fundamental betydning for befolkningen, for hvis man i stedet risikerer pludselig at være uden drikkevand, elektricitet eller kloakering i længere perioder. Så gavner et beskyttelsesrum relativt lidt.
Jeg siger ikke det er enten / eller. Det er selvfølgelig både / og. Men vi skal passe på at dialogen om beskyttelsesrum ikke løber ud af kontekst og bliver kørt op i en spids, men i stedet bliver holdt i en relativ kontekst i forhold til den samfundsvirkelighed vi befinder os i.
Nogle vil mene russerne invaderer os i morgen, mens andre tror Trump annektererede Europa i går uden at vi opdagede det. Nogle helt tredje vil sikkert mene at de to førnævnte er ligegyldige, fordi Kina allerede ejer os og har købt os ad bagvejen.
Uanset hvad man mener, er det ofte rigtigt godt og sundt bare lige at slukke for fjernsynet et par dage, og tage en øl eller sodavand med naboen hen over hækken, og huske at solen stadig skinner, det er forår eller forsommer om man vil, og at fuglene de stadig pipper lystigt.
Man skal bare huske at gå ud og lytte lidt til dem indimellem også, uden at bekymre sig om, hvor det nærmeste beskyttelsesrum er henne.
God weekend.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].
