Læserindlæg: Dagtilbud med kvalitet kræver fortsat politisk vilje

Arkivfoto

Arkivfoto

25. maj 2025 Politik Skrevet af: Redaktion

Stephan Kleinschmidt, 1. viceborgmester i Sønderborg Kommune, Slesvigsk Parti, skriver:

Læserindlæg: God barndom kræver god kvalitet – også i Sønderborgs daginstitutioner

En ny national undersøgelse viser, at 28 procent af landets børnehaver er af utilstrækkelig kvalitet. Det betyder, at tusindvis af børn møder en hverdag præget af skældud, manglende trøst og fravær af nærværende voksne. Kun hver tiende børnehave vurderes som god.

Det er ikke godt nok – og det kalder på handling.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Sønderborg Kommune står vi heldigvis ikke med hænderne i lommen. Her har vi siden 2018 arbejdet systematisk med kvalitetsredskabet KIDS som en del af det pædagogiske tilsyn. Det betyder, at daginstitutionerne løbende vurderes og arbejder konkret med at forbedre kvaliteten. Og det virker.

Den seneste tilsynsrapport fra 2024 viser, at kvaliteten i dagtilbuddene er steget siden 2022 og nu samlet ligger i kategorien god kvalitet. Relationer scorer 76,4 %, og de øvrige temaer – fysiske rammer, leg og aktivitet – ligger lige under 70 %. Ingen institutioner vurderes som utilstrækkelige.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det placerer Sønderborg i den bedre ende – men vi må ikke lade det blive en sovepude. Kvalitet er ikke noget, man opnår én gang for alle. Det kræver vedvarende politisk prioritering.

Slesvigsk Parti vil fortsætte det gode arbejde, men også erkende, at der er områder, hvor vi kan og skal blive bedre. Vi skal tage debatten om, hvordan vi bedst støtter de yngste. Det gøres bl.a. med flere uddannede pædagoger, styrket ledelse og fortsatte investeringer i kvalitet, ressourcer og kompetencer. Børn skal mødes med omsorg, nærvær og udviklingsmuligheder – det ansvar tager vi på os.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].