Læserindlæg: Den nye Sønderborgordning er tilpasset virkeligheden

9. december 2022 Debat Skrevet af: Redaktion

Byrådsmedlem Jesper Larsen, Socialdemokratiet, skriver:

Forleden blev en de nye kriterier for Sønderborgordningen, som støtter idræts -og fritidsliv i Sønderborg Kommune med fire millioner kroner årligt, vedtaget.

De nye kriterier og den nye fordeling af penge udgør tilsammen den moderne Sønderborgordning. Det glæder mig enormt meget, at fordelingen af pengene og kriterierne nu blevet tidssvarende.

Eksempelvis er nu det muligt for den selvorganiserede idræt at søge penge til udvikling. Ved selvorganiserede idræt forstås for eksempel gå-, vandre-, motions-, gade- eller andre idrætsfællesskaber, som mødes og dyrker idræt sammen- uden at være en del af en forening. Faktisk dyrker 32 procent af børnene på landsplan selvorganiseret gadeidræt og ifølge IDAN deltager op i mod 86 procent af den voksne befolkning i selvorganiseret idræt som eksempelvis vandreture. Det er altså en ret tydelig tendens, som jeg er glad for, at Sønderborgordningen fremover kan være med til at støtte udviklingen af.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ligeledes er kriterierne for materialetilskud til fritidsaktiviteter også blevet moderniseret, idet der nu også kan søges om tilskud til eksempelvis bålaktiviteter.

Fritids, idræts- og foreningslivet er en hjerte- og mærkesag for mig og derfor glæder det mig, at den nye Sønderborgordning er tilpasset virkeligheden og tilgodeser endnu flere borgere end tidligere.

Sønderborgordningen er helt særlig for vores kommune og fordeler hvert år ca. fire millioner kroner til foreninger med aktive medlemmer under 25 år. I 2021 modtog 155 foreninger tilskud for deres flere end 12.000 medlemmer. Ordningen giver tilskud til godkendte foreninger, som får 163 kr. pr medlem under 25 år, foreninger med 40 medlemmer eller færre modtager 2.000 kroner i tilskud og desuden kan foreningerne søge om materialetilskud, kursustilskud og som noget nyt sættes der fem procent af puljen af til udviklingsprojekter, som både foreninger og selvorganiserede fællesskaber kan søge om.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fritids, idræts -og foreningslivet er godt for sundheden og fællesskaberne er grobund for god trivsel – det har jeg oplevet på første hånd som foreningsfrivillig. For mig er det derfor enormt vigtigt, at børn og unge er aktive i fællesskaber og det arbejde, som gøres derude, er til stor glæde og gavn for børn, unge og voksne.