Borgmester Erik Lauritzen, socialdemokratiet, skriver:
Læserindlæg: Havmiljøet kan ikke vente -vi må ikke tøve!!
Ingen er efterhånden uenig i at havmiljøet og ikke mindst farvandene omkring Als og Flensborg fjord har det rigtig skidt.
Gennem flere år har Sønderborg kommune forsøgt at råbe regering og folketing op om at det ikke nytter med analyser, planer snak og frivillige aftaler om at nedbringe udledninger og stoppe ødelæggende fiskeri i de indre farvande. Tilstandene er sådan set bare forværret.
Og der er da håb. Et forbud mod muslingeskrab og fiskeri med bundskabende fangstredskaber i sårbare områder er besluttet. Blot skrabes der fortsat.
I socialdemokratiet Sønderborg er vi trætte af at vente på gennemførelsen. Vi vil bruge alle kanaler for at presse et totalforbud igennem. Og opfordrer alle lokale partiforeninger til at bruge deres kontakter til Christiansborg. Det burde være pærenemt at gennemføre et totalstop NU.
Skal der betales lidt erstatning til nogle få fiskere mener vi ikke det må være et problem. Der er penge i statskassen og havmiljøet kan ikke vente. Der er tale om uoprettelig skade hvis ikke det stopper nu. Men der skal langt mere til for at rette op på fortidens synder.
For 4 år siden op til kommunevalget lå der faktisk en projektplan klar for et helt nødvendigt nyt renseanlæg i Sønderborg. Processen blev afsporet dels fordi der var diskussion om hvor det rensede spildevand skulle udledes i Alssund (vandet skal altså ud i havet på en eller anden måde) og dels fordi der blev argumenteret for at i fremtiden skal vi rense endnu bedre.
I socialdemokratiet ærgrer det os, at der ikke blev sat gang i anlægget for fire år siden. Et nyt renseanlæg ville kunne optimeres yderligere når nye krav og renseteknikker opstår. De gamle anlæg bryder snart sammen og der sker stadig overløb og udledning af for dårligt renset spildevand. Nu skal der handles.
Et nyt projektforslag er klar og vi vil arbejde for at et nyt renseanlæg fremskyndes mest muligt nu. Havmiljøet kan ikke vente.
Byrådet beslutter spildevandsplaner og skal være klar til at stille krav til SONFOR der håndterer vores spildevand. Og i Socialdemokratiet er vi klar til at beslutte bindende indsatsplaner der hvor kommunen er involveret.
Og så skal samarbejdet mellem kommunerne ved Flensborg fjord og Lillebælt intensiveres. Vi bakker op om arbejdet for at gøre Flensborg fjord til en UNESCO-biosfære. Det er en målsætning der forpligter og kræver handling, derfor er vi optaget af at de indsatser vi udmærket ved virker også iværksættes. .Havet kan ikke vente.
Samarbejdet i Den Grønne Trepart er helt afgørende for at udledningerne fra landbruget til søer og vandløb -og dermed til havet- hurtigst muligt reduceres markant. Alle parter har sagt ja til at nu skal det lykkes, efter alt alt for mange år hvor diverse planer og krav ikke har løst problemerne. Nu skal der handling til.
I socialdemokratiet Sønderborg vil vi gøre alt der er muligt for at holde parterne op på aftalen. Denne gang må det ikke kuldsejle. Havmiljøet kan ikke vente.
Vi ønsker at understøtte alle de frivillige kræfter der knokler med genopretningsprojekter i form af etablering af stenrev, udplantning af ålegræs, vandløbspleje om. Fordi det virker og fordi det engagerer borgere.
Når forholdene forbedres i vandet ønsker vi også at understøtte projekter der hjælper dyr og planter til at tage over og skabe den naturlige balance i vandløb og havet. Og vi har travlt -naturen kan ikke vente.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].





















