Per Deleuran, formand for FB-gruppen Billig varme til Broager, skriver:
Vi kæmper for billigere fjernvarme til vores by, fordi vi ligger mere end 40 procent over prisen i Sønderborg.
Vores pris steg i 2022 til det dobbelte af det, som den var i 2021 og den er stadig ikke blevet konkurrencedygtig.
Vi forsøger i FB-gruppen at samle brugere af Broager Fjernvarme – der er 1200 – i et forsøg på at stå sammen og sikre et pres på bestyrelsen for fjernvarmeselskabet, så der sker noget.
Det der bør ske er, at der tages dialog med teglværkerne og Sønderborg Fjernvarme omkring tilslutning samt at andre alternativer bliver belyst og analyseret.
Vi er ikke en protestgruppe, der har som mål at vælte bestyrelsen. Men vi vil i dialog og drøfte vores mål, som er Billig varme i Broager.
Broager Fjernvarme siger:
Peer Monger, formand for Broager Fjernvarme, er enig med Facebook-gruppen.
“Det de kæmper for, kæmper jeg for hver eneste dag sammen med den øvrige bestyrelse. Vi skal gøre, hvad vi kan for at få billig varme til Broager. Det er absolut bestyrelsens mål, og derfor har jeg inviteret gruppen til et møde på fjernvarmen sidst i august, så vi kan vise dem, hvad vi har, og hvordan vi producerer varmen”, siger Peer Monger til Broager.dk.