Søren Østergaard, Nordborg, skriver:
Læserindlæg: Fjernvarmemødet efterlod mange spørgsmål – måske flere end svar?
Da jeg i starten af juli startede facebookgruppen ’Stop Fjernvarmepriserne på Nordals’ var det målet at samle og synliggøre utilfredsheden på Nordals. Med lige nu over 1700 medlemmer, må det sige at være lykkedes. At så nogen medlemmer hverken er utilfredse eller fra Nordals gør ikke noget. De er velkomne til at se hvad vi mener.
Næste mål var etablering af en fakta/gravergruppe der skulle kikke SONFOR lidt i kortene, og finde de ting der ikke var indeholdt i stigende halmpriser. Dette er også lykkedes, og jeg må konstatere at vi i dag har en både kompetent og energisk gravergruppe.
Tredje mål var afholdelsen af et møde mellem SONFOR og deres kunder. Ikke bare et møde med tre-fire repræsentanter som oprindeligt foreslået af SONFOR, men med alle. Det lykkedes også, og med ca. 1000 deltagere oversteg det hvad både jeg og SONFOR havde forventet. Ikke et ballademøde, men en ordentlig og sober tone, og det skal alle deltagerne have stor ros og tak for.
Hvad kom der så ud af mødet?
Mit første indtryk var en direktion og en bestyrelse der hang solidarisk sammen. Uanset hvem der udtalte sig fra panelet var det ’vi’. Altså var de enige om alt. Nu kan jeg godt lide der er armslængdes afstand mellem bestyrelse og direktion.
Bestyrelsen er jo kundernes repræsentanter, og når de konsekvent udtaler sig samlet, kan man frygte lidt for armslængden. Jeg savnede lidt ’direktionen mente eller gjorde’ og bestyrelsen var ’enige’ – eller ’betænkelige’.
Omkring prisstigningerne var det som det var. Ingen mødedeltagere havde nok forventet andet. Års underskud på budgettet skal nu realiseres. Både direktion og bestyrelse kendte til det, men vurderede at det kunne indhentes. Jeg savnede svar på, på hvilket grundlag denne vurdering var baseret.
Generelt handlede forklaringen om udefra kommende faktorer. Forudsætningerne bristede angiveligt med Corona, Ukraine, halmpriser og renter med mere. Jeg kunne måske ønske at direktionen havde været lidt mere kritisk og havde udvist rettidig omhu.
Og ja, jeg ved godt at fremtiden er svær at spå om, men man skulle måske have anlagt en mindre optimistisk tilgang. Men det er vel en direktions opgave at være helt på forkant – og en bestyrelses opgave at stille de kritiske spørgsmål.
Mødet er slut, og nu er der bare regningerne der skal betales. Mange syntes ikke at have fået de forklaringer de havde behov for, og SONFOR’s butik er stadig fyldt med utilfredse kunder.
Og tro mig. Facebookgruppen ’Stop Fjernvarmepriserne på Nordals’ eksisterer på Facebook et langt stykke tid, og her vil de kritiske spørgsmål fortsat blive stillet.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].





















