Susanne Blegvad Posselt, kandidat til byrådet for SF, skriver
Læserindlæg: Vi skal beskytte vores grundvand – nu!
I Sønderborg Kommune har vi set, at 18% af vores aktive drikkevandsboringer er forurenet med pesticider. I perioden 2019-2023 har vandværkerne undersøgt 84 boringer, og i 15 af disse blev der fundet pesticider.
Bekymrende nok har 2 boringer pesticidniveauer over de tilladte grænseværdier. Dette er ikke kun et problem for vores miljø, men også for vores sundhed.
Det er godt, at der er indgået aftaler om sprøjtestop i nogle områder, men kun 24% af drikkevandsboringerne er omfattet af disse aftaler. Det betyder, at langt størstedelen 76% af vores vandforsyning stadig er i fare. Hvorfor er der ikke sket mere?
Som politiker i SF er jeg fast besluttet på, at vi skal handle. Vi kan ikke vente, til det er for sent. Vi har et ansvar for at sikre rent drikkevand for både nuværende og kommende generationer.
Jeg vil arbejde for at udvide beskyttelsen af vores vandboringer og sikre, at flere landmænd indgår aftaler om sprøjtestop. Det er afgørende, at vi stopper forureningen, før den bliver endnu mere omfattende.
Det er på høje tid, at vi tager ansvar for vores grundvand og gør alt, hvad vi kan for at beskytte det. Vi har et fælles ansvar for at sikre, at vores børn og børnebørn også har adgang til rent vand. En mærkesag for SF
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].

















