Annette Dam, Sønderborg, skriver:
Læserindlæg: 72 procent af danskerne har i 2023 købt tøj i en genbrugsbutik, og 74 procent har doneret tøj til genbrug. I Danmark er vi rigtig gode til at benytte os af genbrugsbutikker, som sælger alt det tøj, de får doneret.
Disse butikker gav i 2023 hele 322 millioner kr. til almennyttige formål som nødhjælp, støtte til socialt udsatte, hjælp til syge og klimainitiativer. Denne form for genbrug af tøj er dog desværre snart historie.
Et EU-direktiv sætter nu en stopper for genbrugstøj eller gør i ”bedste” fald processen langt mere besværlig – fra tøjet afleveres i en container, til det sælges i genbrugsbutikker, og pengene kan bruges til almennyttige formål.
Ifølge affaldsrammedirektivet betragtes genbrugstøj som affald. Fordi det klassificeres som affald, må det kun håndteres af fagfolk. At kalde genbrugstøj for affald vidner enten om manglende kendskab til genbrugstøj eller om uvidenhed om tal og fakta.
I Danmark bliver der årligt genbrugt 10.000 tons tøj. Dette svarer til et årligt tøjforbrug for 80.000 mennesker og en CO2-besparelse på 21.500 tons. Dansk Røde Kors omsatte i 2023 for 107 millioner kr. i 260 frivilligt drevne butikker.
Vi må stå sammen og råbe de ansvarlige op, så dette forfejlede EU-direktiv bliver ændret. Genbrug er vel en del af den grønne omstilling?
Lokalt kan direktivet få store konsekvenser. For eksempel risikerer Kirkens Korshærs varmestue at miste en vigtig indtægtskilde, hvilket vil skade en gruppe udsatte mennesker, der i forvejen har det svært. Brugerne af varmestuen får adgang til gældsrådgivning, socialrådgivning, forskellige aktiviteter, socialt samvær og mulighed for et måltid mad.
Genbrug, socialt ansvar og frivilligt arbejde er samtidig klimavenligt. Det lyder som noget, vi ønsker, og som politikerne ofte taler om, men så giver det ingen mening, at et EU-direktiv skal stoppe noget, der virker.
Man kan måske finde en del af pengene på andre måder, men hvorfor lave om på noget, der allerede fungerer? Både i EU, nationalt og helt lokalt her i Sønderborg er der behov for, at vi gør det nemmere – ikke sværere – at genbruge og reducere vores forbrug.
Det vil jeg arbejde for, når jeg forhåbentlig bliver valgt som socialdemokratisk byrådskandidat til det kommende kommunalvalg.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].