Imee Tappa Henriksen, byrådskandidat for Venstre, skriver:
Læserindlæg: Om fleksjob
Efter en kræftsygdom brugte jeg flere år på at få bevilget fleksjob. Det var et opslidende og uigennemskueligt forløb, som tærede både fysisk og psykisk. Sådan bør det ikke være. I Sønderborg Kommune skal vi kunne tage hurtigere og mere målrettede beslutninger – tættere på borgeren.
I dag har jeg et fleksjob, som fungerer. Men det burde ikke have krævet så meget kamp at nå dertil. Jeg mener, at fleksjobområdet skal nytænkes – især lokalt. Forløbene skal være kortere, sagsbehandlingen mere personlig, og hjælpen til at finde selve jobbet skal være langt mere håndholdt.
Min gode ven, som er født og opvokset i Sønderjylland og har mange års erfaring som bisidder, fik fleksjob efter halvandet år. Men selv han måtte finde jobbet selv. Vi skal være bedre til fra kommunens side at hjælpe de borgere, der har brug for det.
Uden den rette kommunale hjælp og med et Jobnet, der flyder med klap- og skånejob – men kun få fleksjob – er systemet fra start ikke godt nok. Derudover oplevede han ingen opfølgning fra hverken 3F eller FOA, og valgte derfor at tegne privat forsikring. Han var heldig med en chef, der betaler en ordentlig løn – men fleksjob handler ikke kun om timeløn. Det handler om trivsel, skånehensyn og at få en hverdag til at hænge sammen.
Hvis jeg bliver valgt til byrådet, vil jeg kæmpe for at gøre op med de lange forløb og de mange barrierer. Vi skal skabe flere lokale fleksjob og være langt bedre til at matche job og menneske.
Det gælder især kvinder og enlige forsørgere med anden etnisk baggrund, som alt for ofte havner i passiv forsørgelse, selv når de ønsker at bidrage. For mange kvinder bliver isoleret. Integration sker ikke i hjemmet, men på arbejdspladsen. Ude i virkeligheden.
Når vi får flere ud i fleksjob, får vi også stærkere netværk og lokalsamfund – på tværs af baggrunde.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].





















