Lazy Dog skal lave burgere til dommerpanel som kårer Danmarks Bedste Burger

Måske Danmarks Bedste Burger. Pressefoto
Måske Danmarks Bedste Burger. Pressefoto
17. juli 2021 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Lazy Dog i Sønderborg er udvalgt til at deltage i en konkurrence, hvor målet er at finde frem til, hvor i landet man laver Danmarks Bedste Burger.

“Vi har haft en af dommerne som anonym gæst og derfor er vi inviteret til København i august, hvor vi skal lave burgere til et dommerpanel og selvfølgelig også til de gæster, som er tilstede og giver deres mening til kende i en afstemning under konkurrencen”, siger brødrene Stefanski fra Lazy Dog til SønderborgNYT.

Brødrene Kacper og Szymon Stefanski er både glade og stolte over at de skal være med i finalen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der er en del logistik, som skal tænkes igennem og planlægges, inden Lazy Dog-ejerne sætter kursen mod København.

“I Lazy Dog bruger vi altid helt friske råvarer, som vi dagligt får ind af døren, så nu skal vi have lagt en plan for, hvordan vi får vores lokale råvarer til hovedstaden, så de burgere, som vi laver til dommerpanelet bliver lige så gode som dem, vi laver i Store Rådhusgade”.

Opdagdanmark.dk havde i sensommeren 2019 en afstemning om, hvor danskerne synes, den allerbedste burger bliver serveret – og den konkurrence vandt Lazy Dog.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det var en konkurrence, hvor alle og enhver kunne give sin stemme – og ud over at have gode burgere, så krævede det også stor lokal opbakning. Det var alene stemmerne, der talte – der var ikke et dommerpanel, som skulle smage sig frem og udpege en vinder. Det er der i København”, siger brødrene.