Liberal Alliance: Det handler om samarbejde og fælles fokus

8. november 2017 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Liberal Alliance skriver:

Mine ønsker til et kommende byråd er, at politikerne sammen kan blive enige om, i hvilken retning kommunen skal bevæge sig.

Som det er i dag, så vil politikerne alt, alt for mange forskellige ting på en gang, og det er som om, politikerne mangler et fælles fokus.

De vil gerne være CO2 neutralt vækstområde inden 2029, erhvervskommune, kendt for det sønderjyske køkken, sundhedskommune, ungdomskommune, turistkommune, kulturhovedstad – dog lidt siden – en by med udsigt i verdensklasse og de vil have en havnefront, der slår alle de andres.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ja og sikker mange flere ting, jeg har glemt.

At ville så mange store ting på en gang eller på ret kort tid, er efter min mening håbløst. Borgere og medarbejdere i kommunen bliver total forvirrede. Dette medfører, at ingen af områderne får den rette opmærksomhed. Hver enkelt område bliver dermed ikke helt den succes, som det kunne have blevet.

Een ting ad gangen

De kommuner, som vitterligt er lykkedes med at opnå succes indenfor et område, er gået helhjertet ind for ét område af gangen. Se f.eks. på Hedensted og Ikast-Brande, som klarer sig fantastisk på erhvervsområdet og Aalborg, som virkelig har fået de unge til at flytte dertil pga. gode uddannelser og et spændende ungdomsmiljø.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er nødvendigt at have alle i kommunen med, når man vil satse stort. Medarbejderne i kommunen skal vide, hvad det er, de skal prioritere i deres arbejde, og hvor de skal lægge deres kræfter.

Her har politikerne en kæmpe opgave.

Skal kende deres ansvarsområde

De er nødt til at sætte sig langt mere ind i, hvad medarbejderne i de forskellige afdelinger/forvaltninger, der hører under de udvalg, de sidder i, arbejder med.

Dette er den bedste måde, hvorpå de kan finde ud af, hvad de kan stille af krav og ønsker til medarbejdernes arbejde, så det ønskede mål nås. Borgerne er også nødt til at have et overblik over, hvad der arbejdes for i kommunen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er jo især dem, der skal fortælle ”de gode historier” om Sønderborg.

Slut med “som vi plejer”

For at få den rette succes, er politikerne altså nødt til at gøre noget andet, end det de plejer.

De skal turde at gå ”all in” på de få områder, de ønsker at prioritere højest i kommunen, og de skal altså sørge for, at både borgere og medarbejdere ikke er i tvivl om deres prioriteringer.