De fire lejlighedsblokke på Ringbakken 1-19F i Sønderborg har gennemgået en renovering, der har givet nyt liv til de gamle, gule boliger. Før renoveringen fremstod bebyggelsen nedslidt og indelukket, og det var svært at finde lejere til boligerne.
Facaderenoveringen, der stod færdig i 2019, har gjort lejlighederne attraktive, skabt mere liv til udearealerne og gjort boligerne mere energirigtige, skriver Grundejernes Investeringsfond i en pressemeddelelse.
Bæredygtighed har været et gennemgående tema igennem hele renoveringsprocessen, hvor der har været fokus på at få maksimal udnyttelse af de eksisterende materialer. De eksisterende facader er blevet isoleret og beklædt med håndstrøgne skærmtegl, der med årene vil få en smuk patina uden et stort behov for vedligeholdelse.
Derudover har facaderne fået altaner, som har været med til at åbne bygningerne og skabe mere liv i området. Endelig har renoveringen skabt en øget brug af bygningernes grønne områder, så beboerne nu oplever et rigere socialt liv.
Til hyldest og inspiration
Renoveringen af boligerne på Ringbakken er med i konkurrencen om at vinde Renoverprisen 2021, der går til det bedste renoveringsprojekt i Danmark. Udover at få æren af at kunne kalde sit projekt for Danmarks bedste renovering, modtager vinderen også en check på 100.000 kr.
”Med Renoverprisen vil vi hylde og anerkende de mange renoveringsprojekter, som forbedrer og fornyer vores bygninger i Danmark. Det er et vigtigt arbejde og en stor indsats, der bliver lagt af alle dem, som står bag de enkelte projekter, og der er prisen med til at fejre og fremhæve de bedste”, siger Lars Axelsen, som er administrerende direktør i Grundejernes Investeringsfond, der sammen med Realdania står bag Renoverprisen.
Det er dog ikke alene det gode håndværk og den kreative idé, som prisen hylder.
For at komme i betragtning skal de renoverede bygninger også have fokus på bæredygtighed, funktionalitet og være med til at bidrage positive til både brugere og omgivelser:
”Med Renoverprisen vil vi gerne sætte fokus på, at en god renovering kan bidrage til meget mere end det rent bygningsmæssige. Det handler derfor ikke kun om at forlænge bygningens levetid. En god renovering kan, uanset bygningstype og gennem lokal forankring, også være et bæredygtigt bidrag – både socialt, økonomisk, miljømæssigt og kulturelt”, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.
Vinderen af Renoverprisen kåres ved en årlig prisfest i september.
Diamanten i Fynshav blev belønnet med RENOVER-prisen 2014.