Lillemor – ny takeaway-restaurant i Store Rådhusgade

19. december 2020 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Forleden slog Anne Mette Egehave Jørgensen døren op til sin egen Lillemor i Store Rådhusgade – og det er en takeaway-restaurant, som byder blandt andet på adskillige af de gode klassiske retter som wienersnitschel, krebinetter, boller i karry, hakkebøf og lasagne.

“Jeg selv og vores faglærte kok laver selv tingene fra bunden – også pastapladerne til lasagnen laver vi selv”, siger Anne Mette Egehave Jørgensen til Sønderborg. Og naturligvis har hun også selv både en uddannelse og erfaring fra restaurationsbranchen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“For år tilbage serverede jeg på Collosseum i Sønderborg og så rejste vi til København, hvor jeg først var i en restaurant i Tivoli og derefter blev jeg uddannet receptionist på Hotel Hilton”, siger hun.

Da hun kom hjem til Sønderborg fik hun samlet modet til at åbne sin egen takeaway-restaurant.

“Og jeg er overbevist om, at Lillemor skiller sig ud fra de andre takeaway-steder. Blandt andet har vi dagens ret og vi har flere sunde salater”, siger ejeren, der har taget afsæt i sin mormors gode opskrifter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hos Lillemor er der ganske få borde, så når Coronaen er væk og det er tilladt at lukke gæster indenfor, så er der plads til, at eksempelvis frokostgæsterne kan nyde et måltid.

Satser også på familier

De travle familier, som nogle gange henter aftensmaden ude, kan nu hente maden hos Lillemor.

“Og når de køber mad hos os, så kan de med god samvittighed give den til deres børn. Vi har den sunde, velsmagende og nærende mad, der er lavet af friske råvarer – og skulle der være allergi eller andet, så klarer vi også det”, siger Anne Mette Egehave Jørgensen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hun fortæller, at Lillemor også kan levere mad til familiefester og større selskaber.

“Om der skal bestilles mad til én person eller en stor familiefest, så er vi kun et opkald væk”.