Køb blomster, køb blomster – de dejligste forårsbebudere, tulipaner – og du får dem endda bragt lige til døren og i en vase. Sådan lyder tilbuddet fra Lions Club Als de kommende uger til Sønderborgs erhvervsdrivende.
Hele overskuddet fra salget går til lokalt hjælpearbejde mod misbrug.
Det er femte år, de frivillige i Lions Club Als sælger tulipaner til fordel for en indsats mod misbrug i lokalområdet, og sidste år løb salget op i 320 buketter.
I år bringes buketterne ud – til dem der har bestilt – tirsdag den 1. marts.
Derefter kan de stå i butikken og glæde såvel medarbejdere som kunder i mange dage efter. Buketterne leveres sammen med en vase med en diskret etiket, der fortæller, at denne butik/forretning støtter velgørende arbejde i Sønderborg.
Det er besluttet, at overskuddet i år skal gå til at give børn af misbrugere et ferieophold sammen med deres familie, skriver Lions Club Als i en pressemeddelelse.
Det forebyggende arbejde vil ske i samarbejde med bl.a. Sønderborg Kommunes Misbrugscenter og andre frivillige foreninger som fx TUBA.
Medlemmer af Lions Club Als besøger frem til 24. februar forretningerne med tilbuddet, og der kan afregnes på stedet eller overføres penge. Uanset betalingsformen kan man være tryg ved, at 75 af de 100 kr., som buket og vase koster, går til hjælpearbejdet.
Lions Club er verdens største non-profit velgørenhedsorganisation, hvor nul kroner bruges på administration.