Med åbningen af Nordborg Resort i 2025 får Nordborg Handel økonomisk støtte fra Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst til at arrangere livemusik i højsæsonen. Initiativet skal skabe en festlig stemning og tiltrække turister til byen, samtidig med at det styrker det lokale handelsliv.
Udvalget har bevilliget 50.000 kroner til Nordborg Handel på baggrund af en indsendt ansøgning. Beløbet skal bruges til seks ugers livemusik i sommeren 2025, hvor handelsstandsforeningens mobilscene bliver centrum for aktiviteterne. Her kan både lokale og besøgende nyde musikken ved hyggelige borde og bænke, hvor der serveres mad og drikke fra lokale producenter.
Formanden for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, Kjeld Stærk, fremhæver betydningen af at tiltrække turister og styrke handelslivet:
“Turisme er en hjørnesten i vores indsats for at gøre Sønderborg Kommune endnu mere attraktiv. Med Masterplan for Turisme og Handel 2024-2027 og Byrådets Vision 2022-2025 arbejder vi målrettet på at skabe udvikling og liv i de lokale handelsområder. Vi støtter gerne nye og spændende aktiviteter som dem, Nordborg Handel har sat i gang, for at tiltrække besøgende til byen”, siger han i en pressemeddelelse.
“Det er fantastisk at se, hvordan Nordborg Handel udnytter åbningen af Nordborg Resort til at igangsætte nye initiativer, der kan tiltrække både turister fra resortet og andre dele af kommunen. Vi opfordrer lokale aktører til at tænke kreativt og udnytte de muligheder, som åbningen af resortet giver, og det gør Nordborg Handel med deres musikarrangementer”, siger næstformand Bjørn Allerelli Andersen.
Livemusikken vil blive en del af en større sommersatsning, hvor aktiviteter som kræmmermarkedet og det sønderjyske kagebord også bidrager til en festlig stemning i byen. Samlet set forventes arrangementerne at skabe et levende og attraktivt bymiljø for både lokale borgere og turister.