Lokale foreninger og familier danner fælles front mod nyt renseanlæg på Kær Vestermark

Foto: Henning Krüger bliver nabo til udløb fra nyt renseanlæg
Foto: Henning Krüger bliver nabo til udløb fra nyt renseanlæg
9. juli 2021 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Flere end 50 familier og syv lokale foreninger, blandt andre sportsfiskerne og roklubberne, er gået sammen om at sende et fælles høringssvar til Sønderborg Kommune i forbindelse med Sønderborg Forsynings planer om, at bygge et nyt, fælles renseanlæg på Kær Vestermark.

”Efter at have læst miljørapporten og det øvrige materiale om det nye renseanlæg, er vi blevet bekræftet i, at der overhovedet ikke tages hensyn til os borgere, som fremover skal være nærmeste nabo til udløbet fra rensningsanlægget, som samler alt spildevand fra hele kommunen på et sted. Derfor har vi sendt et omfattede høringssvar med 65 spørgsmål om alt fra placeringen af det nye renseanlæg til badevandskvaliteten i og omkring Alssund”, fortæller Henning Krüger til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Henning Krüger er en af de boligejere, der bliver nabo til udløbet fra det nye renseanlæg, som Sønderborg Forsyning ønsker at bygge, som erstatning for de nuværende renseanlæg i Gråsten, Broager, Himmark og Sønderborg. Det nye, fælles renseanlæg skal håndtere alt spildevandet fra hele Sønderborg Kommune.

”En samlet udledning til Alssund vil, efter vores vurdering, medføre større iltsvind, udledning af flere farlige stoffer samt forringelse af badevandskvaliteten i og omkring Alssund. Sønderborg Forsyning oplyser, at de ikke kan udelukke, at der kommer dårligere badevandskvalitet i og omkring Sønderborg by og at man som helhed ikke kan garantere en bedre vandkvalitet. Det synes vi, er helt uacceptabelt i en moderne by, som skal tiltrække nye borgere, turister og studerende, som med rette kan forvente ren natur og især rent badevand”, siger Henning Krüger, der håber at kunne råbe nogle politikere op nu, hvor der er kommunalvalg til november.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Sønderborg Kommune fortæller vidt og bredt om ProjectZero og byrådspolitikerne, med borgmesteren i spidsen, fortæller med stolthed og glæde, at vi skal være CO2-neutrale i 2029. Men hvad nytter det, hvis borgerne skal svømme rundt i urent vand, når nu netop tilgængeligheden til bynære badeområder i Sønderborg er en kæmpe ressource nu og i fremtiden. Det må politikerne tage stilling til, fordi det vel ikke kun kan være ProjectZero og Sønderborg Forsynings økonomi, der skal være styrende for udviklingen af vores by – på bekostning af os borgere”, siger Henning Krüger til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Forsyning skriver på deres hjemmeside, at et nyt, centralt renseanlæg vil udlede meget mindre i farvandene omkring Sønderborg Kommune og dermed lever det op til de skærpede krav for udledning – og økonomisk er det et bedre alternativ med det nye renseanlæg på Kær Vestermark, fordi Sønderborg Forsyning sparer ressourcer på driften af kun ét anlæg frem for fire – og samtidigt spares der på vedligeholdelse og renovering i fremtiden ved kun at have ét anlæg.

“Vi er helt klar over, at den samlede udledning i kommunen vil blive væsentligt forbedret, fordi man fjerner udledningen til Flensborg Fjord samt til Lillebælt. Men for Alssunds vedkommende, bliver udledningen ikke mindre – men større, hvilket kan undre, fordi det er det absolut mindste farvand i og omkring kommunen”, siger Henning Krüger.

Artiklen fortsætter under annoncen

De fire renseanlæg i Gråsten, Broager, Himmark samt Sønderborg bliver på sigt nedlagt og spildevandet føres til det nye renseanlæg, skriver Sønderborg Forsyning på deres hjemmeside.

24. april 2024 Uddannelse, Sønderborg

Skolebestyrelsen til Alssund-Skolen er på plads

24. april 2024 Uddannelse

Der har hen over foråret været valg til den nye skolebestyrelse, der officielt tiltræder den 1. august, på Alssund-Skolen. Den nye skolebestyrelse blev valgt ved fredsvalg og består af nuværende bestyrelsesmedlemmer fra skolebestyrelserne på både Ahlmann-Skolen og Humlehøj-Skolen samt et enkelt nyt medlem. Bestyrelsen består af ni medlemmer, der fordeler sig med fem medlemmer fra […]

Læs mere...