Lokalsamfund og fagfolk i fælles indsats for bedre ældrepleje i Sønderborg

Pressefoto
Pressefoto
7. februar 2025 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Social-, Senior-, og Handicapudvalget i kommunen har besluttet at etablere et kvalitetsråd, som skal bidrage til at styrke velfærden for de ældre borgere. Initiativet er en del af Ældrereformen, som har fokus på større selvbestemmelse for den enkelte ældre og et nærmere samarbejde med pårørende, lokalsamfund og civilsamfundsaktører.

Formand for Social-, Senior-, og Handicapudvalget, Stefan Lydal, ser positivt på oprettelsen af kvalitetsrådet og understreger, at det er en vigtig milepæl i udviklingen af ældreplejen i Sønderborg Kommune:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Frisættelse på ældreområdet skaber rammer for mere lokal frihed og ansvar samt større inddragelse af civilsamfundet, og derfor ser vi frem til at etablere kvalitetsrådet i Sønderborg Kommune. Det er et vigtigt skridt mod at skabe en mere borgercentreret og bæredygtig ældrepleje, for forventningen er, at når vi bringer ressourcer og initiativer sammen på tværs, kan vi meget mere end hver for sig til glæde for borgerne”, siger han i en pressemeddelelse.

Kvalitetsrådet skal bestå af borgere, pårørende, civilsamfundet, frivillige organisationer, erhvervslivet samt medarbejdere fra ældreplejen. Rådet vil fungere som et rådgivende organ, der skal drøfte og komme med anbefalinger til kvalitetsforbedringer i ældreplejen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rådet skal kvalificere det daglige arbejde ved at anlægge forskellige perspektiver på kvalitet i plejen. Det kan være gennem et pårørendeperspektiv, et etisk perspektiv eller et socialt perspektiv. Rådet vil dog ikke beskæftige sig med enkeltsager, men i stedet fokusere på generelle temaer og problematikker.

”Oprettelse af et kvalitetsråd kan være med til at trække lokalsamfundets muligheder ind i det gode ældreliv i ældreplejen. Kvalitet kan ofte opfattes forskelligt afhængigt af, hvilken vinkel man ser det fra. Samtidig kan vores dygtige medarbejdere i ældreplejen være med til at skabe løsninger, der både er fagligt meningsfulde og værdifulde for borgerne”, siger Preben Storm, næstformand for Social-, Senior-, og Handicapudvalget.

Artiklen fortsætter under annoncen

For at sikre en god opstart af rådet vil kommunen gennemføre en prøvehandling i et enkelt distrikt fra midten af 2025 til midten af 2026. Her vil kvalitetsrådet arbejde på tværs af tre plejecentre og et Hjemme- og Sygeplejedistrikt. Erfaringerne fra denne prøveperiode vil blive evalueret og forelagt det politiske udvalg, inden der tages beslutning om en eventuel udvidelse til alle fire distrikter i kommunen.

I prøveperioden vil kommunen samarbejde tæt med ældreråd, bruger- og pårørenderåd, civilsamfundsorganisationer og det kommunale lægelige udvalg for at sikre en bred inddragelse og forankring af kvalitetsrådets arbejde.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvis prøveperioden viser positive resultater, vil kvalitetsrådet blive rullet ud til hele kommunen, så alle distrikter kan drage nytte af den inddragende og tværsektorielle tilgang.

19. marts 2025 Politik, Sønderborg

Borgmesteren: Vi arbejder hårdt på at blive 77.000 indbyggere, men det er ikke afgørende at nå det præcist i 2030

19. marts 2025 Politik

Alle i byrådet, bortset fra Enhedslisten, står bag målsætningen om, at Sønderborg Kommune skal have 77.000 indbyggere i 2030, men på et pressemøde efter onsdagens møde i økonomiudvalget, sagde borgmester Erik Lauritzen, at det ikke er så vigtigt, om det lige præcis er i 2030, at der skal være 77.000 sønderborgere. ”Nej, det er ikke […]

Læs mere...