Kom og oplev en fed stemmning på Sønderborg Stadion ved Ringriderpladsen lørdag den 6. juli klokken 18. Tag familie, venner eller kollegaer med til et brag af en fodboldkamp med Odense Boldklub – direkte fra deres træningslejr i Tyskland.
– Det letteste er at købe en billet ved indgangen og den koster kun 100 kroner, lyder det fra Jacobsen ApS. Og det er en god idé at tage børnene med, så de kan opleve den underholdning, som BR Legetøj står for. Børnene kan bytte fodboldkort og så er der en konkurrence, hvor de kan være heldig at vinde en præmie, hvis de kan navnene på fem fodboldspillere.
Det er Mads Jacobsen, der er manden bag Jacobsen ApS, som har arrangeret træningslejren i Tyskland for Odense Boldklub, der har følgeskab af Aalborg Boldklub på turen syd for grænsen. Sportsagenturet, der er en del af Jacobsen ApS har specialiseret sig i at arrangere træningskampe for de danske superligaklubber. Blandt andre er flere af Brøndbys træningslejre gennem de seneste tre år planlagt ved et skrivebord i Sønderborg.
I Tyskland spiller Odense Boldklub en række træningskampe, hvoraf den ene er mod Bochum og på vejen hjem til Odense gør de blå-stribede holdt i Sønderborg og spiller en kamp mod et udvalgt Als-hold.