Hvert år fra uge 32 til og med uge 41 vandrer Patrick Cakirli fra March mod Ensomhed 2.000 kilometer gennem Danmark i kampen mod ensomhed. Det gør han for at sætte nationalt fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring såvel som for at samle ind til March mod Ensomheds Landsindsamling.
Lørdag den 3. september og søndag den 4. september er Sønderborg Kommune vært for arrangementet, når han går gennem kommunen sammen med medlemmer fra Sundhedsudvalget og alle andre borgere, der har lyst til at slutte sig til marchen, skriver Sønderborg Kommune.
Lørdag går turen fra havnen i Fynshav til Rådhuset i Sønderborg. Der vil være forfriskninger og masser af godt fællesskab undervejs, og dagen slutter med fællesspisning og et foredrag med Patrick Cakirli.
Søndag morgen er Sundhedsudvalget vært ved morgenkaffe på Rådhustorvet, inden turen går mod kommunegrænsen til Aabenraa.
I 2021 var Patrick Cakirli også på march på Als og han har igen brug for andres hjælp – for han går kun, hvis han har følgeskab – ellers står han stille!
“Jeg vil gerne sige 1000 tak, fordi I er mødt op – og så kan jeg fortælle, jeg kender til ensomhed og det er noget, der begyndte, da jeg som ni-årig blev anbragt udenfor hjemmet. Som voksen isolerede jeg mig og det bliver man ensom af”, sagde Patrick Cakirli til de 85 lokale mennesker, som tog imod ham ved færgen i Fynshav.
“Jeg snakker med rigtigt mange, når jeg er ude og gå, men ensomheden melder sig, når jeg er hjemme igen. Mine marcher har ikke givet mig venner”, sagde han til SønderborgNYT sidste år.
Yderligere info og tilmelding