Marianne Thomsen Clement spiller koncert med Carl Nielsens musik

6. maj 2022 Kultur Skrevet af: Redaktion

Tværfløjten er et mangesidet instrument. Den er en kilde til gribende skønhed og hjerteskærende klage – en sangfugl, en spøgefugl, en akrobat og en hidsigprop. Den er dog mest af alt kendt for at være let og elegant, og de færreste kender til alle instrumentets forskellige facetter.

Og det er skønne værker, der spilles på netop tværfløjte, du kan opleve, hvis du sikrer dig en billet til koncert med Marianne Thomsen Clement og Ensemble Hermes med assistenter, dirigent René Bjerregaard Nielsen og pianist Kristoffer Hersnack, når de den 11. juni klokken 15 spiller koncert i BHJ-Salen i Gråsten.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Carl Nielsens fløjtekoncert møder vi tværfløjten som et kraftfuldt, ekspressivt og temperamentsfuldt instrument, og vi kommer ad mørke stier, over dybe afgrunde og igennem idylliske landskaber på rejsen igennem fløjtens klanglige univers.

Koncerten byder ud over Nielsen på musik af Mozart og Poulenc og en uropførelse af et nyt stykke musik af den svenske komponist Erik Valdemar Sköld. Og der kommer en lille overraskelse til sidst, som får folk til at gå hjem med et smil på læben.

Artiklen fortsætter under annoncen

Koncerten finder sted i samarbejde med Gråsten Forum og med støtte fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat, Sønderborg Kommune, Dansk Musiker Forbund, Dansk Kapelmesterforening, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden, Dansk Tennis Fond, Toyota Fonden, Louis-Hansen Fonden og Toptryk Grafisk.

Du finder billetter på Place2Book.