Martin Nielsen bygger bro mellem foreninger og kommunens rådgivere

8. december 2021 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

I Sønderborg er der rigtigt mange foreninger og frivillige, som brænder efter at hjælpe særligt udsatte børn og unge til et bedre liv – inden for social- eller sundhedsområdet.

“Og min opgave er at være med til at bygge bro og forbedre og udvikle samarbejdet mellem kommunens indsatser og de frivillige foreninger, så børn og unge får en ekstra hjælpende hånd”, siger Martin Nielsen, der er frivillighedskoordinator under Indsatser for Børn & Unge hos Sønderborg Kommune.

Martin Nielsen har arbejdet som sagsbehandler og også tidligere med markedsføring – og han trækker på erfaringerne fra begge dele, når han arbejder på at få de frivillige foreninger i spil.

Artiklen fortsætter under annoncen

“De frivillige foreninger kan nogle ting, som kommunen ikke kan og det er derfor, vi har indgået partnerskaber med Frelsens Hær, Red Barnet og den kommende forening Familiestøtten, der starter efter årsskiftet”, siger Martin Nielsen til SønderborgNYT.

Han fortæller videre, at det naturligvis altid vil være det bedste tilbud, der kommer i spil, uanset om der er indgået partnerskaber eller ej.

“Vores opgave er at hjælpe den enkelte borger bedst muligt og jeg kan videregive de frivilliges tilbud til de kommunale rådgivere og familie- og ungekonsulenter”, siger Martin Nielsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er ikke længe siden, Martin Nielsen begyndte som frivillighedskoordinator og han er i gang med at samle viden om og fra de frivillige foreninger. I øvrigt i et samarbejde med Frivillighedens Hus.

“Foreninger, der arbejder på at hjælpe særligt udsatte børn og unge med forskellige udfordringer er velkomne til at kontakte mig, så de kan komme i betragtning, når jeg giver ideer videre til de kommunale rådgivere og konsulenter”, siger han.

Martin Nielsen kan kontaktes på telefon 2037 8155 eller via mail: [email protected]