Masser af koncerter i New Orleans Jazz Sønderborgs jubilæumsår

23. september 2023 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Det swinger for New Orleans Jazz i Sønderborg, der er én af de største jazzklubber vest for Storebælt. Det nye program lægger op til et spændende jazz-år, som sendes til medlemmerne i dag, lørdag og fra midnat kan de godt 500 medlemmer og nye interesserede bestille billetter til 2024-koncerterne fra foreningens hjemmeside neworleansjazz.nu

”Vi næsten fordobler udbuddet af billetter fra ca. 1.400 til ca. 2.600 ved at flytte koncerterne til Sønderborg Salen på Hotel Sønderborg Strand. Det gør vi dels af nød dels, fordi vi gerne vil give medlemmerne en bedre koncertoplevelse”, fortæller Gerner Petersen fra klubbens bestyrelse i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Desværre bliver frokostjazz med Bottos Jazz Band et farvel til Fiskeladen i Sønderborg på søndag. Bygningen skal rives ned. Det vil vores medlemmer ærgre sig over. Til gengæld forlader vi jazz-kælderen på hotellet til fordel for salen på hotellet, der byder på bedre akustik og væsentlig bedre udsyn til orkestrene”, varsler Gerner Petersen.

Fejrer 5-års fødselsdag

New Orleans Jazz i Sønderborg kan i 2024 fejre 5-års fødselsdag og indleder på ægte sønderjysk årets eneste frokostjazz på Sundhalle med de hycle E Jazz Knejte frå Graasten, Synneborre å anne fien steje i Synnerjylland. De kymme å speler noue jatsmusic, å sandle om it Finn Burich frå ha’sle’ å kymme å trutter mæ. Det blyve bae rechte godt.

Artiklen fortsætter under annoncen

En snert af det kongelige…

Det nye program byder på adskillige nye bekendtskaber, men også gamle kendinge, publikum har ønsket genhør og gensyn med. Blandt de nye er, at dronningens tidligere ceremonimester, Christian Eugen-Olsen i spidsen for det humørfyldte Uptown Jazzband spiller til frokostjazz i Sønderborg søndag den 12. maj. Han valgte i sin tid militæret men kunne også have gjort klaverspillet til sin professionelle levevej – talentet er til det!

”Jeg opsøgte ham ved klaveret på jazzfestivalen i Silkeborg og spurgte, om han ville gæste Sønderborg. Og det gør han. Det bliver bestemt ikke kedeligt”, forudser jazzklubben.

Artiklen fortsætter under annoncen

I alt bliver der 13 koncerter med New Orleans Jazz næste år.

Jubilæumskoncert i marts

For eksempel spiller et af de ældste og mest succesfulde jazzbands i Tyskland, som før har spillet for udsolgte koncerter på 18. etage på Alsik, ved jubilæumskoncerten den 17. marts. Og klubben har gjort lidt af et scoop den 21. april, hvor Doc Houlinds New Revival All Stars byder på den ægte New Orleans-vare.

Af andre orkestre kan nævnes Poul Harrison Band, Neanders Jazzband Peoria Jazzband fra Sverige, Henning Munk og Plumperne, Rikke Mølgaards Jazz Group, South West All Stars fra Tyskland med legendariske trommeslager Trevor Richards – og Sir Horstmanns Jazzband.

Artiklen fortsætter under annoncen

Som afslutning på et fantastisk godt 2024- jazzsår spiller Max Lager’s New Orleans Stompers fra Sverige ved julefrokostjazz søndag den 1. december.

”Med billetsalget i år er vi kommet på fulde omdrejninger igen efter coronaen, og næste år forventer vi endnu en rekordsæson”, siger Gerner Petersen.