Onsdag formiddag stod sangeren, Michael Vogensen, på Orange Scene – en oplevelse som mange musikere drømmer om. Og Orange Scene var den ene af to scener til Mølleparkens årlige musikfestival.
Publikum var ældre mennesker fra de forskellige plejecentre i kommunen og formanden for Social, Senior og Handicapudvalget, Stefan Lydal, havde fået opgaven som koncerencier.
“Nu skal I allesammen bevæge Jer over til Grønne Scene, hvor Sanglærkerne, Mølleparken Plejecenters eget kor, sidder klar”, sagde Stefan Lydal efter Michael Vogensen havde takket af.
Der gik lidt tid med at finde på plads foran den anden scene, men det lykkedes – og Stefan Lydal kunne præsentere Sanglærkerne:
“Koret blev dannet i 2015 og har siden sunget på en række plejecentre, i den tidligere føtex-butik og også foran et stort publikum til et Skt. Hans-arrangement på den store scene i Mølleparken. Og så har de flere gange sunget sammen med Trine Gadeberg”.
Musikfestivalen varer til ud på eftermiddagen og de ældre kommer til at opleve flere lokale bands og musikere.
Her er der billeder fra festdagen.

















