Det er ikke hver dag man åbner døren og ude foran står den kendte trompetist Per Nielsen og spiller en et stykke på trompeten. Men det er hvad der skete for fem personer tirsdag formiddag. Gråsten fotografen Brian Fogh, havde fået den lyse ide, at han ville tilbringe en dag med at sprede glæde.
“Jeg synes vi trængte til at sprede lidt glæde og godt humør og valgte derfor at kontakte Per Nielsen for høre, om han var med på min idé om at tage ud og besøge nogle tilfældige af hans fans”, siger Brian Fogh til SønderborgNYT og forklarer videre:
“Da jeg kontaktede Per Nielsen, var han med det samme med på ideen”.
Først blev kursen sat mod Vemmingbund, derefter videre til Vesterled i Broager, op til Strib ved Middelfart, for så derefter at sætte kursen sydover igen til Ulkebøl. For så til sidst at tage til Sundvænget på Dybbølsiden, hvor turen sluttede. Alle fem personer, havde det tilfælles, at de er store fans af Per Nielsen og hans trofaste følgesvend, trompeten. Idémageren bag turen, Brian Fogh, havde via Facebook opsporet de fem forskellige trompetmusik-tilhængere og havde på forhånd aftalt med pårørende og venner at de skulle sørge for at de pågældende personer var at træffe hjemme.
Sidste stop på dagens rute var på Sundvænget, hvor det var den 8-årige Emma der åbnede døren. Da Emma åbnede døren og så Per Nielsen stå udenfor, blev hun nærmest mundlam.
“Ved du hvem jeg er”, spurgte Per Nielsen 8-årige Emma, og det vidste hun altså godt. Emma har været med til Per Nielsens koncerter lige siden hun var to år, og det er nu en fast familietradition, at de tager til koncert med Per Nielsen hvert år. Emmas mor havde fortalt Emma, at hun ville blive hentet lidt før fra skole, fordi de skulle til lægen.